Politiet i Belgien har identificeret den bevæbnede mand, som blev dræbt under en politiaktion i en forstad til Bruxelles. Det er en 35-årig algerier, og to andre mistænkte er anholdt.
Politiet har anholdt en mand, der blev bragt til et hospital nær Bruxelles med et brækket ben. Personen, der havde hjulpet ham hen til hospitalet, flygtede, da det lokale politi ankom.
En anden formodet gerningsmand blev anholdt efter en ny husundersøgelse nær tirsdagens skyderi.
Beskudt med automatvåben
Tirsdag ankom seks belgiske og franske politifolk til en lejlighed i forstaden Forest for at ransage den. Men de kom øjeblikkeligt under angreb med automatvåben fra mindst to personer, der skød gennem døren.
Fire betjente blev såret, heriblandt en kvindelig, fransk betjent.
En af politiets snigskytter skød og dræbte algerieren Mohamed Belkaid, da han forsøgte at skyde mod en politibil fra et vindue.
Ved siden af den døde Belkaid fandt politi en kalasjnikovriffel og en bog om salafisme. Han havde boet illegalt i Belgien, men var kun kendt af politiet for et enkelt tilfælde af tyveri i 2014.
Lejligheden i Forest indeholdt også et større ammunitionslager og det omtalte flag for Islamisk Stat.
/ritzau/Reuters