Var det virkelig nødvendigt af FBI at orientere Kongressen om genåbningen af Hillary Clintons emailsag kun 11 dage før valget?
Nej, siger kritikere af James Comey, der er direktør for FBI. Det er nemlig højst usædvanligt, at Kongressen bliver orienteret om den slags efterforskninger, og det er endnu mere usædvanligt, at FBI gør det uden overhovedet at vide, om der rent faktisk er noget at komme efter.
Det skriver blandt andet Bloomberg og New York Times, der tegner et billede af sagen som 'lose-lose' for FBI-direktøren. En anden mulighed var nemlig at vente med at orientere Kongressen, til de nyfundne emails var blevet undersøgt nærmere for på den måde at undgå en gættekonkurrence i befolkningen blot få dage før et præsidentvalg.
Det ville dog højst sandsynligt have udløst kritik og anklager om, at James Comey holdt hånden over den demokratiske præsidentkandidat og puttede med sagen – på trods af løfter om gennemsigtighed.
Et dilemma, som direktøren også selv giver udtryk for i en intern mail, som flere amerikanske medier, heriblandt Washington Post, bringer:
I morges sendte jeg et brev til Kongressen i forbindelse med efterforskningen af udenrigsminister Clintons emails. I går briefede eftersøgerne mig om deres anbefaling om at søge adgang til emails, der for nylig er blevet opdaget i en ikke-relateret sag. Fordi de emails lader til at være relevante for vores efterforskning, var jeg enig i, at vi skulle gennemgå dem.
Naturligvis fortæller vi ikke normalt Kongressen om igangværende efterforskninger, men jeg føler en forpligtelse til at gøre det, taget i betragtning af, at jeg i de seneste måneder gentagne gange har vidnet om, at vores efterforskning var forbi. Jeg mener også, at det ville være misvisende i forhold til den amerikanske befolkning, hvis vi ikke tilføjer til sagen.
På den anden side – da vi ikke kender betydningen af de seneste mails, vil jeg ikke skabe en misvisende indtryk. I forsøget på at ramme en balance i et kort brev og midt under en valgkamp, er der betydelig risiko for at blive misforstået, men jeg vil have, at I hører om det direkte fra mig.
- Slemt for Clinton, slemt for Comey
Sagen går helt tilbage til Clintons tid som udenrigsminister, hvor hun blandt andet brugte en privat emailkonto til at kommunikere i embeds medfør. I juli besluttede USA's justitsminister, Loretta Lynch, at lukke sagen efter indstilling fra FBI, og Clinton blev ikke retsforfulgt.
Det vides endnu ikke, hvor betydningsfuldt det nye materiale er, eller hvor lang tid efterforskningen vil tage. De nye emails blev fundet hos Huma Abedin, Clintons rådgiver, og hendes mand, den amerikanske politiker Anthony Weiner. FBI undersøger ifølge New York Times anklager om ulovlige og seksuelle tekstbeskeder, som Weiner angiveligt har sendt til en 15-årig pige i North Carolina.
Beslutningen om at offentliggøre det nye fund har affødt kritik fra demokrater og republikanere. Selv nogle af Clintons største modstandere, som præsidenten for Judicial Watch, en konservativ gruppe, der har været med til at søge aktindsigt i de tidligere emails og føre sagen frem i medierne.
- Det her er lige så slemt for James Comey, som det er for Clinton, siger Tom Fitton til New York Times.
- Brevet skaber alle mulige slags spørgsmål, som Comey og FBI skal svare på. De kan ikke bare rulle det her ud i midten af en valgkamp og stoppe der.
Netop det, at efterforskningen kommer frem midt i valgkampen, kritiseres af blandt andre Dianne Feinsten, en demokratisk senator.
- FBI har historisk set været ekstremt forsigtige op til valgdagen, så de ikke påvirker resultatet. Dagens brud med den tradition er rystende, siger hun til New York Times.
Hillary Clinton opfordrer FBI til straks at fremlægge alle oplysninger om det nye fund, men det er meget usandsynligt, at efterforskningen bliver lukket inden valgdagen, skriver flere amerikanske medier.