FBI anholder Trumps tidligere kampagnerådgiver

Roger Stone er sigtet for syv forhold, blandt andet falsk vidneforklaring.

Robert Stone forventede at blive tiltalt, har han tidligere sagt. (Foto: © Jim Lo Scalzo, Scanpix)

Roger Stone, en tidligere kampagnerådgiver og samarbejdspartner for præsident Donald Trump, er blevet anholdt i Florida af FBI.

Det skriver blandt andet BBC.

Stone, som er en erfaren politisk konsulent og lobbyist, blev ifølge CNN hentet i sit hjem i Florida klokken seks i morges lokal tid. Han er tiltalt for syv forskellige forhold i forbindelse med særlige anklager Robert Muellers undersøgelse af forholdet mellem Trump-kampagnen og Rusland.

Arbejdede som rådgiver i 2015

Anklagerne mod Stone tæller fem tilfælde af falsk vidneforklaring, et tilfælde af forsøg på at påvirke vidner og et forsøg på at forhindre officiel procedure.

Anklagerne mod Stone omhandler blandt andet om de emails, som formodes at være blevet lækket efter en russisk hacking af nøglepersoner hos Demokraterne. Indholdet i de hackede e-mails blev offentliggjort af Wikileaks under præsidentvalgkampen i 2016.

Ifølge FBI hævder Roger Stone at have kommunikeret indirekte med Wikileaks' stifter, Julian Assange, forud for frigivelsen af disse emails, men beskrev deres kontakt som "fuldstændig lovlig".

Den 7. oktober 2016, efter Wikileaks havde frigivet de første emails, modtog Stone ifølge anklageskriftet en sms fra en højtstående medarbejder fra Trumps kampagne med teksten "godt arbejde".

Roger Stone arbejdede som rådgiver for Donald Trumps præsidentkampagne, men forlod kampagnen allerede i august 2015. Ifølge Stone sagde han selv op, men meldingen fra Donald Trump var, at han blev fyret.

Han fortsatte dog efterfølgende med at støtte Trumps kampagne helt frem til præsidentvalget i efteråret 2016.

Flere af Trumps tidligere medarbejdere tiltalt

Robert Muellers såkaldte Rusland-undersøgelse skal afdække eventuelle forbindelser mellem Donald Trumps præsidentkampagne og Rusland forud for valget i 2016.

Flere personer er blevet tiltalt i forbindelse med specialanklager Robert Muellers såkaldte Rusland-undersøgelse. (Foto: © LARRY DOWNING, Scanpix)

Indtil videre er der blevet rejst tiltale mod flere personer, der har forbindelse til præsidenten, heriblandt hans tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, og hans tidligere kampagneleder, Paul Manafort.

Præsidenten har gentagne gange afvist samtlige anklager om samarbejde med Rusland i forbindelse med kampagnen og har kaldt Muellers undersøgelse for en "heksejagt".

Roger Stone har tidligere udtalt, at han forventede at blive tiltalt i sagen. Han skal ifølge CNN foretræde for en føderal domstol i Fort Lauderdale, Florida, senere i dag.