Fanget på grænsen til Tyrkiet: 35.000 flygtninge venter stadig

Behovet for ly fra kulde og regn er altafgørende, fortæller nødshjælpsarbejdere fra de improviserede flygtningelejre, der er opstået ved grænsen til Tyrkiet i løbet af weekenden.

Flygtninge fra Aleppo på vej mod den lukkede grænseovergang Bab al-Salam, som ligger overfor den tyrkiske provins Kilis. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)

De omkring 35.000 syrere, der i ugens løb er flygtet fra byen Aleppo, venter fortsat ved den tyrkiske grænse.

Tyrkiet vil ikke lukke dem ind i landet trods en opfordring fra EU om at lade dem passere.

Der er godt pakket i det store telt i flygtningelejren, der er skudt op syd for grænsen til den tyrkiske by Kilis. Og der bliver rejst mange nye telte for at huse de mange tusinde flygtninge, der er strømmet til grænsen de seneste dage.

Hos den tyrkiske nødhjælpsorganisation IHH er der konstant gang i store gryder - for at sikre mad nok de til mange flygtninge, der står i lange køer for at modtage ris, suppe og brød:

- Det største behov er ly, siger Burak Karacaoglu, der arbejder for IHH.

- Det er koldt, det regner, og der kan komme sne - beskyttende telte er et afgørende behov lige nu, forklarer nødhjælpsarbejderen.

De mange tusinde mennesker er flygtet til grænsen i takt med, at det syriske regime med hjælp fra russiske kampfly er ved at erobre millionbyen Aleppo.

Tyrkiet har meldt ud, at de vil tage imod flygtninge med åbne arme - men har indtil videre holdt grænsebommen nede med undtagelse i nogle enkelte humanitære tilfælde.