I Syrien forsøger nødhjælpsorganisationer lige nu at hjælpe de mindst 35.000 flygtende syrere, der er fanget ved den syrisk-tyrkiske grænse.
Organisationerne har sat telte op, men det rækker langt fra til de mange flygtninge fra Aleppo, der især tæller kvinder, børn og ældre.
Indtil videre holder tyrkerne grænseovergangene lukket for flygtningene. Og hjælpearbejdet bliver kun vanskeligere, fordi den syriske præsident Assads tropper er ved at omringe dem.
Det fortæller Jacob Harbo, chef for den internationale del af hjælpearbejdet hos Dansk Røde Kors, der kalder situationen "desperat".
- Du har flygtninge, der er flygtet fra Aleppo og nu er fanget bag grænsen, hvor de ikke kan komme over på den tyrkiske side. De er bange for, at Assads tropper kommer helt op til dem og tager dem som gidsler, forklarer Jacob Harbo.
- De ønsker kun at komme i sikkerhed, men det kan de ikke.
Bange for de begynder at sulte
Selv om det forventes at Tyrkiet på et tidspunkt vil blive presset til at åbne grænserne, så frygter Jacob Harbo, at mange flere flygtninge vil nå at hobe sig op ved grænsen inden.
- Før krigen havde Aleppo over 2,2 mio indbyggere. Derudover er Aleppo det samlingssted, hvor der er flest internt fordrevne fra resten af Syrien. Hvis de første begynder at flygte, så er 35.000 det er kun en lille start, mener han.
- Syrisk Røde Halvmåne er i Aleppo og andre steder i nord. Men det er adgangen, der er det store problem ved sådan en stor offensiv. Der er vi bange for, at byen bliver omringet, og folk begynder at sulte, siger Jacob Harbo, der er chef for den internationale del af hjælpearbejdet hos Dansk Røde Kors.