* Tropiske orkaner kendes fra mange steder i troperne, bortset fra Sydamerikas vestkyst og Afrikas sydvestkyst, hvor havvandet er for koldt.
* I den tropiske del af Atlanterhavet og i den østlige del af Stillehavet bruges ordet orkan.
* I den vestlige del af Stillehavet og Det Indiske Ocean kaldes en orkan for cyklon.
* Tropiske orkaner er voldsomt uvejr, der opstår i områder med lavtryk over havet, og hvor vandets temperatur er omkring 26-27 grader, så der sker en høj fordampning. Det er fordampningen, der er den væsentligste energikilde til orkanerne.
* Den varme luft stiger opad, og der opstår kraftige tordenskyer. Hele vejrsystemet begynder at rotere mere og mere, og den kendte hvirvel med øjet i midten, hvor der er helt vindstille, opstår.
* Uvejret bliver til en orkan, når vinden når op på over 32,7 meter pr. sekund eller 120 kilometer i timen. I Vanuatu blev der målt vinde op til 330 kilometer i timen.
* Tropiske orkaner er ekstremt farlige for alt, hvad der kommer i vejen, og de kan anrette stor skade, hvis de rammer land. Her taber de dog hurtigt deres kraft, da de ikke længere får tilført energi fra havets vanddamp.
Kilde: DMI.
/ritzau/