DMI: Patricia-orkan kan få katastrofale følger

Orkanen Patricia, der har ramt Mexico fredag aften, minder om megatyfonen Haiyan, der hærgede Filippinerne.

Orkanen har styrke af højeste kategori. (Foto: © HECTOR GUERRERO, Scanpix)

Monster-orkanen Patricia er fredag aften lokal tid gået i land over Mexico, vil formentlig koste liv, lyder det fra DMI. - Der er tale om en meget voldsom orkan. Den bliver beskrevet som kategori fem, hvilket er det højeste niveau på skalaen. Det er sandsynligvis den mest voldsomme nogensinde i det område, siger vagthavende meteorolog Michael Skelbæk til Ritzau. - Den kan give katastrofale ødelæggelser såsom oversvømmelser, mudderskred, styrtregn, og det er overvejende sandsynligt, at der kommer strømafbrydelser. Træer vil blive væltet, og nogle mennesker vil nok dø. Det er meget voldsomt, siger han videre.

Se orkanen i videoen her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562b26fba11f9f0a1c89aa02

Det voldsomme uvejr minder om tyfonen Haiyan, der i 2013 raserede Filippinerne. Haiyan kostede omkring 6300 mennesker livet og var den kraftigste storm, der nogensinde var blevet registreret over land. Det er uvist, hvor lang tid orkanen Patricia vil hærge over Mexico, hvor den ventes at bevæge sig nord på fra delstaten Jalisco.

/ritzau/