Facebook går ind i kampen mod hævnporno.
Med et nyt værktøj kan intime billeder, som kan være offentliggjort uden samtykke, markeres over for Facebooks såkaldte specialtrænede repræsentanter. De vil vurdere billedet og fjerne det, hvis det overskrider Facebooks retningslinjer. Det skriver The Guardian.
Det sociale medie vil derudover benytte teknologi, der kan sammenligne nye billeder med andre billeder, som Facebook allerede er klar over er blevet delt uden samtykke.
De nye værktøjer, som blev lanceret i går, vil ifølge Berlingske kunne spotte billeder, som er offentliggjort uden samtykke, på Facebook, Instagram og i Facebooks Messenger-beskedsystem.
Tidligere er det sociale medie blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at stoppe delingen af eksempelvis nøgenbilleder, der blandt andet foregår i hemmelige Facebook-grupper og i Messenger-beskederne.
Værktøjet forventes at fungere ligesom det fotosystem, som allerede bliver brugt til at identificere billeder af børnemishandling og terroristmateriale og kan dermed være med til at forhindre, at billeder, som er offentliggjort uden samtykke, ikke vil blive spredt yderligere.
Facebook vil i mange tilfælde deaktivere profiler og konti, hvis denne slags indhold er blevet delt.
- Disse værktøjer, som er udviklet i samarbejde med sikkerhedseksperter, er et eksempel på det potentiale, teknologi har i forhold til at gøre folk sikre, siger Antigone Davis, som er Facebooks chef for international sikkerhed.
Hendes udtalelser kommer i forlængelse af det manifest Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, offentliggjorde for en måneds tid siden. Her lagde han vægt på, at Facebook ikke bare var et sted, man kunne offentliggøre videoer og dele dem med vennerne, men også et sted, hvor folk skal kunne føle sig trygge.