Især unge piger søger hjælp til at få slettet krænkende billeder af dem selv på internettet.
Det viser en opgørelse fra Red Barnets rådgivning "SletDet", som siden den blev etableret 1. maj 2016 og frem til nytår modtog 330 henvendelser.
De fleste handlede om at få slettet materiale, og piger i alderen 14 til 17 år stod bag størstedelen af henvendelserne.
Det skriver Metroxpress.
Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet, glæder sig over, at så mange børn og unge har taget imod tilbuddet om rådgivning, da det kan sætte dybe spor i de unge, hvis der ikke bliver handlet.
- Hvis unge ikke får hjælp, kan det give dem varige mén, for den digitale deling kan være lige så psykologisk belastende for de unge som fysiske krænkelser og seksuelle overgreb i den fysiske verden, siger han til Metroxpress.
/ritzau/