Europarådet truer med at slæbe Polen for retten

Repræsentanter for EU vil senere i denne uge drøfte udemokratisk adfærd med den polske regering.

Generalsekretæren for Europarådet, Torben Jagland, besøgte mandag Warzawa. (arkivbillede) (Foto: © SCANPIX, Scanpix)

Hvis krisen om Polens forfatningsdomstol fortsætter, så risikerer den polske regering at blive stillet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, siger generalsekretæren for Europarådet, Thorbjørn Jagland.

- Det bekymrende her er, at hvis forfatningskrisen fortsætter, så vil en ny klage eller henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kunne være på vej, siger den tidligere norske statsminister.

Jagland besøgte mandag Warszawa.

Også repræsentanter fra EU vil senere i denne uge tage til Warszawa for at drøfte beskyldninger om udemokratisk adfærd med den polske regering.

Men en diplomat siger, at EU ikke lægger op til en konflikt med Polen.

- Dette er ikke tidspunktet at gå i krig mod Polen, siger den unavngivne EU-diplomat.

Europarådet tæller 47 lande og beskæftiger sig primært med menneskerettigheder. Organisationen må ikke forveksles med EU, der har 28 medlemslande.

Det EU-skeptiske Lov- og Retfærdighedsparti (PiS) sikrede sig ved valget sidste år absolut flertal i Polens parlament.

Det nationalkonservative parti har brugt regeringsmagten til at opløse den hidtidige forfatningsdomstol. I stedet skal domstolens praksis ændres, og det betyder, at love vedtaget af PiS ikke kan blive underkendt af domstolen, siger kritikerne.

Samtidig er regeringen blevet kritiseret af andre EU-lande for at tiltvinge sig kontrollen over de statskontrollerede medier.

/ritzau/Reuters