Israel skal sikre, at mindst 500 lastbiler med nødhjælp dagligt kan komme ind til de sultne mennesker i Gaza.
Det siger statsminister Mette Frederiksen til DR Nyheder under et topmøde i Bruxelles, hvor situationen i Gaza er et af de store punkter på dagsordenen.
- Vi er et sted nu, hvor vi bliver nødt til alle sammen at sende et meget, meget klart signal til Israel om, at der skal flere lastbiler ind med bistand, siger Mette Frederiksen.
EU-landene blev i går enige om at understrege, at der skal sikres humanitær adgang til Gaza, så de civile kan få livsvigtig hjælp i en katastrofal situation.
- Vi har behov for, at i hvert fald 500 lastbiler - men givet flere end det antal - kommer ind hver eneste dag. Og der er altså det problem, at israelerne ikke hjælper til med at få den humanitære bistand ind. Og det går ikke, fastslår statsministeren.
En humanitær katastrofe udspiller sig
Israel blokerer for lang de fleste lastbiler med nødhjælp til de cirka 2,3 millioner civile palæstinensere, der er fanget i krigen og mangler mad, vand og medicin.
- Det er alvorligt. Jeg vil sige, det er katastrofalt. Vi ser forældreløse børn, som ikke aner, hvor de skal gå hen. Mennesker, der dør af sult. En humanitær katastrofe udspiller sig for øjnene af os, siger Mette Frederiksen.
Flere lande, herunder USA og Storbritannien, er begyndt at kaste nødhjælp ned til de sultende fra fly og sejle nødhjælp ind med skibe, men det er langt fra nok, mener statsministeren.
- Danmark bakker op om alle gode ideer til havs og i luft. Og vi sidder jo også lige nu og kigger på yderligere støtte derned til. Men det er lastbilerne, der skal have lov til at passere grænserne. Og det er et israelsk ansvar, siger hun.
Mette Frederiksen vil nu sammen med resten af EU lægge yderligere pres på Israel for at lade lastbiler med nødhjælp komme ind til palæstinenserne, der ifølge FN står overfor akut hungersnød.
- Vi kommer til at sige det både direkte fra EU's side og fra dansk side, at den humanitære bistand skal ind i Gaza, og børnene skal beskyttes bedre, siger Mette Frederiksen, der kalder den nuværende israelske ageren for "humanitært uholdbar".
- Det er meget, meget alvorligt. Hvis vi ser det her fra en børnevinkel, hvad man altid skal gøre, når der er en konflikt, så er det endnu værre. Vi tæller i tusindvis af børn, der har mistet deres forældre, som ikke ved, hvor de skal gå hen, og som ikke ved, hvor det næste måltid er, siger Mette Frederiksen.
Vi skal stå last og brast med vores værdier
Statsministeren anerkender, at Israel har ret til at forsvare sig selv mod terrororganisationen Hamas, der angreb Israel den 7. oktober, hvilket udløste krigen.
- Selvfølgelig har Israel ret til at forsvare sig selv mod en terrororganisation. Og den opbakning til Israel, den står der stadigvæk. Men det er Israels forpligtelse at sadle om nu, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at det internationale verdenssamfund fortsat skal lægge pres på Hamas for at stoppe terrorhandlingerne mod Israel og få frigivet de gidsler, som nu snart i et halvt år har siddet fanget i Gaza.
- Vi bliver jo altid nødt til at stå fast på, at demokratier skal have ret til at forsvare sig selv mod uretten. Men netop fordi vi er demokratier og ikke er terrororganisationer og ikke er diktatorer, så skal vi jo også stå last og brast med vores humanitære værdier, siger Mette Frederiksen.
Israel vil få et meget direkte pres at føle
Det internationale pres på Israel for at ændre kurs i forhold til sikre mere nødhjælp til Gaza har været stærkt tiltagende.
Blandt andet har USA's vicepræsident Kamala Harris sagt, at Israel skal gøre mere for at undgå en humanitær katastrofe, mens EU's udenrigschef Josep Borrell beskylder Israel for at bruge sult som et våben i krigen.
Alligevel hober kilometervis af lastbiler lastet med nødhjælp sig op uden for grænsen til Gaza.
- Det går ikke. Og det signal skal gå meget, meget klart til Israel. Det gør det jo fra alle os, der normalvis bakker op omkring Israel. Og vi kommer til at sige det - både direkte fra EU's side og fra dansk side - at den humanitære bistand skal ind i Gaza, og børnene skal beskyttes bedre, fastslår Mette Frederiksen.