Det var en lettet nybagt EU-kommissær, der mødte DR, efter at Europa-Parlamentet klokken 12.30 vendte tomlen op til den nye Kommission.
Kommissionformand Ursula von der Leyens hold af 26 aspirerende kommissærer – én fra hvert medlemsland – har i månedsvis været grundigt under luppen. Både af von der Leyen, af deres egne landsmænd og af EU’s parlamentarikere.
Processen har været lang, men søndag kan et spritnyt hold endelig tage fat på de første opgaver.
- Ja, nu skal vi i gang med arbejdet, siger Dan Jørgensen (S), da vi møder ham uden for plenarsalen i Strasbourg, hvor afgørelsen faldt tidligere i dag.
Processen har været lang og ikke helt fri for nerver, indrømmer han.
- Først skulle jeg igennem min høring i Europa-Parlamentet. Det er ikke sådan noget, man bare lige gør. Der skal virkelig læses på lektien. Da det var overstået, så var der stadig konflikt. Og indtil ret sent i sidste uge var det jo ikke klart, om vi kunne forvente at få et flertal. Så jeg er meget glad og lettet nu.
Han har tre store opgaver på sit bord, fortæller han.
- Vi skal være helt fri for russisk gas. Vi skal have boostet den grønne omstilling. Og vi skal sikre vores konkurrenceevne. Lige nu går det ikke så godt i forhold til Kina og USA.
Hundrede hektiske dage i vente
Ét af de områder, Dan Jørgensen kommer til at få stor indflydelse på er von der Leyens planer om, at EU skal have en ny grøn industripolitik.
Inden for de næste hundrede dage skal Dan Jørgensen præsentere et udkast til, hvordan en mere klimavenlig industri kan se ud i fremtiden.
- Det bliver en aftale, der skal sikre, at vi får priserne markant ned på grøn energi. For i dag kan vores industri ikke konkurrere med USA og Kina, og det går ikke. Det mister vi arbejdspladser på. Det mister vi velstand på, siger han.
Det er blandt andet brancheorganisationen Dansk Industri meget spændte på at følge med i. Det siger DI's europapolitiske underdirektør, Rikke Wetendorff Nørgaard.
- Dan Jørgensen kender danske virksomheder og ved, hvad de kan i forhold til at løse mange af de energiudfordringer, der findes. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger hun.
Der er energi i det hele
Og industrien bliver ikke de eneste, Dan Jørgensen kommer til at arbejde sammen med hen over de næste fem år.
Energiområdet har indflydelse på eksempelvis vores forhold til et USA, der truer med told og tariffer, og et Kina der spiller med produktionsmusklerne. Det er forbundet med vores muligheder for at skabe et grønnere Europa.
Og det hænger sammen med EU's chance for at gøre sig helt uafhængig af Rusland.
- Der er ikke ret mange områder, hvor energi ikke spiller en rolle, så det er ret vigtigt, at jeg kommer til at kunne arbejde godt sammen med mine kolleger, siger Dan Jørgensen.