Problemerne har hobet sig op foran Europas politikere de seneste seks måneder. Og ser man på udviklingen i verden, så ser det ud til, at problemerne bare bliver flere og flere.
USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, truer med at indlede en handelskonflikt og lægge straftold på varer fra Europa. Der er også frygt for, at Trump vil trække den amerikanske støtte til Ukraines kamp mod Ruslands invasion. Det kan efterlade europæerne alene med håndteringen af krigen i Ukraine.
Samtidig udsættes en række europæiske virksomheder for unfair konkurrence fra statsstøttede kinesiske virksomheder.
I mange lande er EU-borgerne pressede af høje energipriser, som gør livet dyrere for borgerne, samtidig med, at de høje energipriser udhuler de europæiske virksomheders konkurrenceevne.
Og oven i alt dette, så mangler de europæiske politikere penge til at investere i den europæiske forsvarsindustri, politikerne mangler penge til at støtte de pressede europæiske landmænd, ligesom der er brug for flere penge til den grønne omstilling.
Og kun få lande i Europa har råd til at betale. For store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Italien har alle én ting til fælles. De har ondt i økonomien.
Uanset om det gælder handelskonflikter med USA og Kina, udviklingen af den europæiske forsvarsindustri, de høje energipriser eller den grønne omstilling, så har problemerne en fællesnævner. Det er ikke problemer som noget EU-land kan løse alene. Det er alle udfordringer som EU-landene er nødt til at løse i fællesskab. Og det kræver politisk lederskab.
Europa uden ledelse
Mens problemerne har hobet sig op for Europa, så har EU i praksis været uden lederskab og handlekraft de seneste seks måneder.
En stribe af tilfældigheder har betydet, at europæiske institutioner og de store europæiske medlemslande alle har været for optaget af deres egne dagsordener til at udvise et europæisk lederskab.
Europa-Parlamentet gik på valgkamp i april og siden valget i juni har medlemmerne af Europa-Parlamentet frem for alt været opslugt af interne magtkampe og magtkampe med andre institutioner – frem for alt Europa-Kommissionen.
I medlemslandene har Tyskland været opslugt af uenigheder i den tyske regering, som har været så voldsomme, at der nu kommer et valg i utide i Tyskland.
I Frankrig udskrev præsident Macron valg til Nationalforsamlingen samme aften som valget til Europa-Parlamentet og det valg endte med et nyt nationalt parlament, som har svært ved at enes om noget, og som stadig ikke har kunnet vedtage en finanslov for det kommende år.
Når store medlemslande som Frankrig og Tyskland ikke er i stand til at udvise lederskab i EU, så vender de øvrige lande automatisk blikket mod Europa-Kommissionen. Det er dér man forventer lederskab og forslag til, hvordan EU-landene i fællesskab kan løse de mange problemer som lige nu tynger EU-landene.
Men i de seneste seks måneder har der ikke været megen hjælp at hente fra Europa-Kommissionen.
Først skulle EU-landene enes om, hvorvidt Ursula von der Leyen skulle fortsætte som formand for Kommissionen. Derefter skulle von der Leyen godkendes af Europa-Parlamentet. Det skete først i slutningen af juli.
Efter sin godkendelse skulle von der Leyen i gang med at få sammensat en ny Kommission, og her skulle hver enkelt kommissær så igennem omfattende høringer i Europa-Parlamentet.
Processen med få den nye kommission sammensat og godkendt har været helt frem til i dag.
Hvilket har betydet, at Europa i praksis har været uden nogen kraftfuld ledelse fra Europa-Parlamentet gik i valgkamp i april og helt frem til nu, hvor julemåneden indledes.
Nu kommer chefen, og hun har en plan
Hvis den nye Europa-Kommission godkendes ved dagens afstemning – og det er forventningen – så får EU igen et lederskab. Og et meget kraftigt lederskab.
For Ursula von der Leyen er ikke kun formand for Europa-Kommissionen for de næste fem år. Hun er også en kommissionsformand med en plan.
I juli præsenterede von der Leyen sine politiske guidelines. Og i forbindelse med høringerne i Europa-Parlamentet har von der Leyen udstyret hver eneste EU-kommissær med et såkaldt mission letter, hvor hver kommissærerne har fået konkrete opgaver som de nu skal i gang med at løse.
Danske Dan Jørgensen skal i gang med at håndtere energikrisen og han skal bidrage til at lave en handlingsplan som skal sikre ren og billig energi til den europæiske industri.
Den polske budgetkommissær skal finde penge til at få sat skub i den europæiske forsvarsindustri.
EU's nye handelskommissær skal håndtere en kommende handelskonflikt med USA og Kina.
Fælles for opgaverne for hver eneste EU-kommissær er, at Ursula von der Leyen siden foråret har sat embedsværket i EU-Kommissionen i gang med at udarbejde handlingsplaner og forslag, som skal reformere EU-samarbejdet, og som kan klæde EU på til et nyt arbejdsmiljø med et væsentligt mere fjendtligt USA og Kina.
Omfanget af Ursula von der Leyens planer er omfattende. De ligger alle i skrivebordsskufferne i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, som er EU-Kommissionens hovedkvarter.
Men hvis EU-Kommissionen godkendes i dag, så vil den nye Kommission formelt kunne indlede sit arbejdet den 1. december. Og det bliver en turboladet kommission, som kommer i gang.
For når først EU-Kommissionen er godkendt, så er der ikke flere hensyn, Ursula von der Leyen behøver at tage. Så kan hun indtage pladsen som Europas ubestridte politiske leder. Hun vil være urørlig de næste fem år. Og hun har en plan for, hvad der skal ske i Europa de næste fem år.
Og den plan er udførlig, ambitiøs og dyr.