Det kom som et chok for nærmest alle i Europa, da Donald Trump i 2016 vandt det amerikanske præsidentvalg.
Det var nemlig de færreste europæiske politikere, som for alvor havde troet, at den omstridte byggematador og realitystjerne med sin indadskuende 'America First'-politik kunne løbe med sejren.
Chokket blev da også efterfulgt af det, man bedst kan betegne som en kollektiv sorgbearbejdelse. Først var der fornægtelsen og apatien, så kom eftertanken, og til sidst var der en nødtvungen accept af den politiske drejning, USA pludselig havde taget.
Nu er der endnu engang udsigt til, at Donald Trump kan indtage Det Hvide Hus. Men denne gang tager de europæiske ledere det noget mere roligt, og der er ikke optakt til en lignende reaktion, hvis han til november vinder over konkurrenten, demokraten Kamala Harris.
De er nemlig langt bedre forberedte, end de var for otte år siden. Og nu ved de, at Donald Trump er en noget uortodoks politiker, som spiller efter sine egne, uforudsigelige regler.
EU er 'en fjende'
Derfor er taktikken også at holde hovedet koldt, selvom et genvalg af den republikanske politiker kan gå hen og få enorm betydning for ikke mindst europæernes økonomi og sikkerhed.
Og det er ikke utænkeligt, at de europæiske stats- og regeringschefer i løbet af meget kort tid vil stå over for at skulle træffe nogle store og afgørende beslutninger, som også kan presse deres sammenhold.
Rundt om i de europæiske hovedstæder er man nemlig udmærket klar over, at Donald Trump ikke nærer mange varme følelser for EU-samarbejdet.
Han har tidligere betegnet unionen som en "fjende", der ene og alene blev "opfundet for at udnytte USA" og for "at angribe vores sparebøsser". Senest har han kaldt EU for "et mini-Kina", hvilket bestemt ikke er et kompliment.
- De køber ikke vores biler, de køber ikke vores landbrugsprodukter, de køber ikke noget. Vi har et 312 milliarder dollar stort handelsunderskud med EU, udtalte han tidligere på ugen.
Frygten blandt mange medlemslande er da også, at de står på randen af en handelskrig med USA.
Kan koste arbejdspladser
Donald Trump har blandt andet luftet ideen om at indføre en importskat på helt op til 20 procent på alle udenlandske varer – og hele 60 procent, når det kommer til varer fra Kina.
Han håber selv, at det vil give de amerikanske virksomheder et ordentligt boost og kaste tusindvis af nye, hjemlige job af sig.
Men på den anden side af Atlanten frygter man, at det vil kunne få enorme handelsmæssige konsekvenser for de europæiske virksomheder, som har USA som deres største eksportmarked. En ny undersøgelse fra Tyskland har eksempelvis vist, at næsten halvdelen af de adspurgte tyske virksomheder mener, at en Trump-sejr vil skade deres forretning.
De danske virksomheder eksporterede sidste år for 292 milliarder kroner til USA, så det er en underdrivelse at sige, at toldtruslen også vækker bekymring i Danmark. Især hvis europæerne samtidig bliver trukket ufrivilligt ind i en handelskrig mellem USA og Kina.
Ifølge Dansk Industri vil en sådan handelskrig kunne komme til at koste den danske økonomi 85 milliarder kroner og 30.000 arbejdspladser.
Slå hurtigt og hårdt tilbage
Handelspolitikken er et af de områder, hvor Europa-Kommissionen har det fulde ansvar, og her er der allerede blevet tænkt forskellige scenarier igennem og forberedt detaljerede - og endnu hemmelige - skuffeplaner med mulige reaktioner.
De kan blive hevet frem, hvis det skulle blive nødvendigt. For man vil undgå at blive taget på sengen, som man eksempelvis gjorde det i 2018, hvor Trump indførte straftold på europæisk stål og aluminium.
Donald Trump er en forretningsmand, der med egne ord godt kan lide at indgå en god aftale. Og han respekterer ikke svaghed, hvilket man godt ved i EU.
Ifølge EU-mediet Politico er planen fra EU-toppens side at forsøge at presse Donald Trump til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt, så der i givet fald kan blive indgået en handelsaftale for at undgå en konflikt. Der vil blive slået "hurtigt og hårdt tilbage", som en diplomat formulerer det over for mediet.
For det kan blive særdeles giftigt for medlemslandene og skabe splid på tværs af landegrænserne, hvis en sådan konflikt får lov til at trække i langdrag.
Lige nu er sammenholdet blandt medlemslandene stærkere, end det har været i årevis, og der er da også en bekymring for, at Donald Trump vil forsøge at spille medlemslandene ud mod hinanden.
Der er nemlig politikere, ikke mindst den ungarske premierminister, Viktor Orbán, men også Italiens Giorgia Meloni, der befinder sig på den samme nationalkonservative højrefløj som Donald Trump, og som gerne ser ham vende tilbage til Det Hvide Hus. Og spørgsmålet er, om en eventuel Trump-sejr vil give dem ekstra vind i sejlene og kunne få sammenholdet til at smuldre.
Hvad med Ukraine?
Derudover er der sikkerhedsspørgsmålet.
Donald Trump har flere gange truet med enten helt at forlade Nato-alliancen, eller at undlade at forsvare de medlemslande, som ikke bruger nok penge på forsvaret. Han ønsker derudover at afslutte krigen i Ukraine så hurtigt som muligt.
I Natos hovedkvarter i Bruxelles bliver der derfor også fulgt nøje med i valget. For ingen ved, om Donald Trump har tænkt sig at følge op på sine meldinger, hvis han bliver genvalgt.
Som flere peger på, er der ikke altid overensstemmelse mellem det, han siger, og hvad han så efterfølgende vælger at gøre. Det gør det også svært for lederne vide, hvad de helt konkret skal planlægge efter.
Men selvom de europæiske lande er begyndt at løfte en større del af byrden selv, så vil det blive særdeles svært at fastholde støtten til ukrainerne uden amerikanernes hjælp.
Og det vil uden tvivl få enorme sikkerhedsmæssige konsekvenser for Europa, hvis Donald Trump rent faktisk kapper båndene til den nordatlantiske forsvarsalliance, som netop har kunnet fejre 80-års fødselsdag.
Harris vækker også bekymring
Det er dog ikke kun Donald Trump, der er fokus på, for de europæiske lande forbereder sig også på en sejr til demokraten Kamala Harris.
Selvom hun er tilhænger af det transatlantiske samarbejde og er noget lettere og mere forudsigelig at tale med, så vækker hun også bekymring rundt om i Europa.
Ligesom Donald Trump tænker hun på mange måder også ’America First’, og hun har ingen skrupler med at føre en protektionistisk økonomisk politik, der rammer de europæiske producenter.
Det så man tydeligt med Biden-regeringens store Inflation Reduction Act, hvis mål er at tiltrække grønne virksomheder fra blandt andet Europa med store skattefordele og milliardstor statsstøtte.
Da de europæiske ledere begyndte at brokke sig over konsekvenserne af den enorme støtte, var svaret fra amerikanerne kort og godt, at de da bare selv kunne lave lignende ordninger, hvis de fandt det så problematisk.
Skal kunne mere selv
Derudover har Kamala Harris præcis som Donald Trump rettet fokusset mod Kina og resten af Asien. De ser begge kineserne som deres største sikkerhedsmæssige trussel, og i det lys bliver Europa mindre og mindre interessant for dem.
Blandt de europæiske lande har der da også i de senere år været en voksende bevidsthed om, at de fremover skal kunne klare meget mere selv.
Ikke mindst når det kommer til at kunne beskytte sig selv og gøre sig uafhængige af resten af verden på en række strategiske vigtige områder, eksempelvis energi og kritiske råstoffer.
For amerikanerne har længe bevæget sig længere og længere væk fra Europa, og den udvikling vil kun fortsætte, hvad enten det bliver Donald Trump eller Kamala Harris, som vinder præsidentvalget den 5. november.
Spørgsmålet er så, hvor hurtigt det kommer til at gå, og om der er en præsident i Det Hvide Hus, som er nem at tale med.
Men europæerne har forstået, at de nu for alvor skal lære at stå på egne ben.