EU varsler nye sanktioner mod Venezuela

EU's udenrigsministre kræver omvalg i Venezuela, hvor Nicolas Maduro for en uge siden genvandt præsidentposten.

Nicolas Maduro (m.f.) er arvtager efter den tidligere venezuelanske leder, Hugo Chavez. (Foto: © MARCO BELLO, Scanpix)

Der skal udskrives præsidentvalg igen, hvis Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, ikke vil rammes af nye, skarpere sanktioner fra EU.

Valget skal gennemføres "i overensstemmelse med internationalt anerkendte demokratiske standarder". Sådan lyder det fra EU's udenrigsministre, som i dag er samlet til et møde i Bruxelles. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den europæiske union er ifølge AP gået i gang med at forberede målrettede sanktioner mod den venezuelanske præsident og personer tæt på ham. Man vil forsøge at undgå, at sanktionerne rammer den almene befolkning, lyder det.

EU slutter sig dermed til USA's kritik af det omstridte præsidentvalg, der fandt sted i Venezuela sidste søndag.

Her genvandt landets præsident, Nicolas Maduro, posten og kunne dermed indlede endnu en embedsperiode på seks år.

Kun knap halvdelen af landet befolkning mødte op og stemte ved valget, hvor Maduro fik omkring 70 procent af stemmerne.

Forud for valget var flere topkandidater fra landets opposition blevet udelukket fra at stille op, og kun en reel modkandidat var at finde på valglisterne. En del af oppositionen valgte ligeledes at boykotte valget.

Omstændighederne for valget mødte hård kritik fra USA, som valgte at skærpe en række økonomiske sanktioner overfor Venezuela og true med at ramme landet på en af dets vigtigste handelsvarer nemlig olien.