Normalt siger man, at et valg er demokratiets festdag.
Men det er så som så med både festen og med demokratiet i det store sydamerikanske land Venezuela. Lad os tage demokratiet først.
EU, USA og flertallet af Venezuelas nabolande har opfordret præsident Nicolas Maduro til at aflyse dagens valg.
For hvordan kan man kalde et præsidentvalg demokratisk, når flere af oppositionens partier helt er udelukket fra at stille op, og en lang række af oppositionslederne sidder i fængsel som politiske fanger?
Og hvad med festen?
Ja, for langt de fleste venezuelanere sluttede festen for flere år siden. Hverdagen i Venezuela år 2018 er barsk.
Verdens højeste inflation, mangel på alt fra medicin til fødevarer og et samfund, hvor næsten ingen tør gå ud efter mørkets frembrud længere, fordi overfalds- og mordrater er skyhøje. Bare for at starte et sted…
Hvorfor holde øje med valget i Venezuela?
Hvis alt alligevel er afgjort på forhånd, hvorfor så holde øje? Det skal vi fordi, Venezuela er Venezuela – og Venezuela er et land, hvor alt kan ske.
Selvom alle regner med, at landets præsident også hedder Maduro, når stemmerne er talt op, så er der faktisk de sidste uger begyndt at brede sig historier i Venezuela om, at valget måske alligevel ikke er så aftalt spil, som alle gik og troede.
For mens langt de fleste kandidater på stemmesedlerne ligner en slags Maduro-marionet-kandidater, der skal få valget til at fremstå som et demokratisk valg, så er det værd at holde øje med navnet Henri Falcón, der også har sneget sig ind på stemmesedlen.
Hvem er Henri Falcón?
Han er tidligere guvernør og var en del af Hugo Chavez' socialistiske bevægelse fra begyndelsen i 1998, men brød siden med partiet i 2010, fordi han synes, Chavez nationalistiske linje blev for hård.
Han har i sin valgkamp været forholdsvis barsk i tonen mod Maduro og har for eksempel foreslået at indføre amerikanske dollar som valuta i Venezuela.
Han er tilsyneladende også åben overfor udenlandske investeringer i landets olieindustri. Begge dele stik imod den politik, Maduro står for.
Men er Falcón en reel kandidat, eller spiller han bare rollen ekstra godt i Maduros teater? Vi ved det reelt ikke. Hans største problem er, at alle de store oppositionspartier kritiserer ham for at legitimere Maduros valg ved overhovedet at stille op.
De samme partier har opfordret folk til at boykotte valget og blive hjemme, så de folk, der måske kunne være tilbøjelige til at stemme på Falcón, møder formentlig i stor stil slet ikke op i dag.
Vi må holde fast i, at det vil være en solid overraskelse, hvis Henri Falcón slår Maduro, men gør han det alligevel, vil vi formentlig vågne op i morgen til en blanding af en barsk og voldelig reaktion fra Maduros tilhængere i gaderne.
Men også til en situation, hvor verdenssamfundet pludselig skal til at gennemskue, hvad denne Henri Falcon egentlig er for en fyr.
Er han en mand, der kan tegne et nyt Venezuela, eller er han i virkeligheden udvalgt bag kulissen til køre at køre Chavismen og den socialistiske revolution videre?
Hvad betyder det i resten af verden?
Vi skal også holde øje med Venezuela i dag, fordi det kan vise sig at være en slags milepæl i forholdet mellem Nicolas Maduro og resten af verdens ledere.
EU og USA har indført en række sanktioner mod Venezuela og Maduro-styret det seneste års tid, men uden for alvor at turde trække den trumf, som alle ved vil smadre Venezuela det sidste stykke udover den økonomiske afgrund: Sanktioner på Venezuelas sorte guld, olien.
Det vil være barskt for befolkningen, der i forvejen lider, men måske også det eneste middel, der kan få Maduros styre til at falde sammen indefra.
Tør verdenssamfundet med USA's præsident, Donald Trump, i spidsen trykke på den knap? Et genvalg af en mand, som Trump gentagne gange har kaldt "en kynisk diktator" er måske anledningen, der kan sparke olie-sanktioner på banen.
Hvad siger folket i Venezuela?
Og sidst men ikke mindst skal vi holde øje med, hvordan den slumrende opposition og den folkelige protest-bevægelse vil reagere på valget af Maduro.
I 2017 så vi månedlange kæmpe demonstrationer vendt mod Nicolas Maduro med hårde kampe mellem demonstranter og nationalgarden. Siden forsvandt bevægelsen nærmest fra jordens overflade, og der har været ganske roligt i år på den front.
Og når man taler med almindelige folk på gaden i Caracas disse dage, virker det nærmest som om, folk har givet op. Selv de, der hader Maduro mest, er tilsyneladende ramt af en slags apati.
Men måske er valget den gnist, der kan få bålet i gang igen. Venezuela er ikke ubekendt med revolutioner. Er der en på vej? Det virker ikke umiddelbart sådan, men den slags har det med ikke at være annonceret på forhånd.
I dag går Nicolas Maduros tilhængere altså til valgurnerne for at vælge: Maduro.
Hvad det så betyder i den dramatiske fortælling om Maduros Venezuela, ved vi mere om i morgen.