Europaparlamentet nedsætter et udvalg, der får et år til at undersøge den skattesnyd, som de såkaldte Panama-papirer har afsløret i en skandale om sorte penge fra hele verden.
Udvalget skal blandt andet gennem afhøringer af nøglepersoner undersøge, hvor EU's nuværende regler har fejlet. Det skal desuden komme med forslag, der skal forhindre svindel i fremtiden.
Europaparlamentet har vedtaget mandatet for undersøgelsesudvalget, der får 65 medlemmer, blandt andre socialdemokraten Jeppe Kofod.
Han forventer, at udvalget vil afdække, hvordan banker, advokater og revisorer hjælper rigmænd, kriminelle og terrorister med at hvidvaske og skjule penge for myndighederne.
Han forventer, at udvalget vil indkalde og afhøre myndighederne i Panama og andre lande samt det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, hvorfra de 11,5 millioner dokumenter, der fik skandalen til at rulle, er lækket.
Også Nordea, der har åbnet mange selskaber i Panama til sine kunder, kan forvente at blive indkaldt til afhøring i EU-Parlamentets undersøgelsesudvalg.
I Danmark er Skat nu i gang med at undersøge 65 danske spor, der er dukket op i kølvandet på det gigantiske læk af dokumenter fra Mossack Fonseca i Panama.
/ritzau/