Det politiske mantra er det samme hos alle EU´s politiske ledere.
”Menneskesmuglernes forretningsmodel skal ødelægges”.
Det skal være slut med at sende flygtninge i gummibåde fra Tyrkiet til græske øer som Lesbos og Kos. Og måden at stoppe den trafik på er, at EU indgår en aftale med Tyrkiet om, at alle, som ankommer ”irregulært” fra Tyrkiet til en græsk ø, vil blive sendt tilbage til Tyrkiet igen.
Returbilletten fra græske øer som Lesbos og Kos til det tyrkiske fastland skal gælde alle - uanset om det er flygtninge fra Syrien, Irak eller Afghanistan eller om det er illegale migranter fra for eksempel Nordafrika.
EU-ledernes teori – og forhåbning – er enkel.
Når først flygtninge og migranter har opdaget, at en billet til en græsk ø ikke er en enkelt-billet, men derimod en retur-billet, så stopper motivationen for at betale menneskesmuglerne for en tur over det Ægæiske hav fra en tyrkisk strand til en græsk ø.
Anden logik
Men ét er en teoretisk aftale mellem EU og Tyrkiet. Noget helt andet er praksis.
For flygtninge og menneskesmuglere agerer ikke efter samme logik som EU´s politiske ledere. Det kan man for eksempel se for øjeblikket i Idomeni ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien.
Flygtninge, som ankommer til de græske øer, har ingen interesse i at lade sig registrere, hvis de har den mindste fornemmelse af, at en registrering er ensbetydende med, at de sendes tilbage til Tyrkiet.
Man skal med andre ord ikke regne med, at flygtninge og migranter, som ankommer til græske øer, vil være samarbejdsvillige og følge pænt med, når de bliver modtaget af græsk politi på stranden.
Tværtimod vil en aftale mellem EU og Tyrkiet betyde, at flygtninge som vælger den korte – og forholdsvis billigere tur – mellem Tyrkiet og de græske øer, fremover vil gøre alt for at forsøge at undgå at blive opdaget af myndighederne. Og bliver de opdaget, så vil de næppe lade sig registrere frivilligt.
EU-landene gør det meget klart, at man ønsker at overholde de internationale regler om asyl. Og det betyder, at når aftalen mellem EU og Tyrkiet træder i kraft, så skal hver eneste person, som ankommer til en græsk ø, have en individuel asylbehandling.
Individuel samtale
Det betyder, at hver person, som ankommer til en strand, skal fra stranden hen til et såkaldt hotspot. Her skal personen registreres. Der skal være en individuel samtale, hvor der først kommer en bedømmelse af, om personen er illegal immigrant eller, om der potentielt kan være tale om en asylansøger.
Efter denne sortering, så skal der ske yderligere en behandling, hvor hver enkelt potentiel asylansøger skal have sin sag behandlet.
Blandt andet for at vurdere, om det er forsvarligt at sende personen tilbage til Tyrkiet – som Grækenland har lovet at anerkende som et sikkert land. Og hver eneste asylansøger har ret til at anke sin afgørelse.
En sådan proces tager tid at gennemføre. Det vil som minimum tage dage – og det kan sagtens tage uger og endnu længere tid. I dag er de græske asylprocedurer meget langsommelige og tager måneder.
I al den tid skal de græske myndigheder garantere, at de kan håndtere asylansøgerne – og de skal også sikre, at asylansøgerne ikke bare forsvinder og rejser videre.
Tilbageholde uden vold?
Igen kan det her blive nødvendigt for de græske myndigheder at bruge vold. For hvordan skal Grækenland ellers håndtere en situation, hvor flygtninge ikke ønsker at lade sig registrere? En situation, hvor flygtninge ikke ønsker at blive sendt tilbage til Tyrkiet.
For de græske myndigheder er dilemmaet meget nærværende.
For øjeblikket befinder der sig mere end 10.000 flygtninge i en ussel flygtningelejr ved grænsebyen Idomeni. Græske myndigheder har etableret en bedre flygtningelejr ikke langt derfra, hvor de gerne vil have flygtningene til at tage hen. Men flygtningene nægter. De venter i Idomeni – på en mulighed for at komme videre.
De græske myndigheder har kun to muligheder for at flytte flygtningene til de organiserede lejre.
De kan enten forsøge at overbevise flygtningene – eller de kan anvende vold. Og det sidste udelukker de græske myndigheder.
- Vi er nødt til at overbevise dem om det. Vi kan ikke bruge tåregas. Halvdelen af dem er kvinder og børn, har den græske vice-minister for offentlig orden, Nikos Toskas forklaret for internationale medier.
Nogenlunde den samme retorik, vi hørte fra danske politikere, da flygtninge og migranter vandrede hen ad de danske motorveje for at nå til Sverige og nægtede at lade sig registrere i Danmark.
EU’s dilemma
Håndteringen af Idomeni viser det dilemma, EU-lederne står i, når de skal forhandle en aftale på plads med Tyrkiet.
EU-ledernes ønske er, at flygtninge fra Syrien skal blive i Tyrkiet, og at de fra Tyrkiet skal søge asyl i EU.
Tanken er så, at en gruppe EU-lande skal være villige til at tage syriske asylansøgere fra Tyrkiet. Til gengæld skal den illegale trafik stoppe.
Men for at en sådan plan skal kunne fungere, så kræver det flere ting, som EU-landene skal levere sammen med Tyrkiet.
Forholdene for flygtninge fra Syrien, Irak og andre steder skal være tålelige i Tyrkiet. Der skal være adgang til at arbejde, til skole, til lægehjælp, mad og så videre. Det er her EU-landene er parat til at bruge op imod seks milliarder euro på at sikre ordentlige forhold for flygtninge i Tyrkiet.
Der skal slåes så hårdt ned på flygtninge, som ankommer til de græske øer, at det er tydeligt for både menneskesmuglere og flygtninge, at en tur til de græske øer kun er en returbillet til Tyrkiet.
Der skal med andre ord statueres eksempler. Det bliver ikke kønt. Og TV skal levere billederne.
Der skal være et håb om at få asyl i EU-landene fra Tyrkiet. Lige nu er EU´s troværdighed på det område meget lav. Sidste sommer lovede EU at tage op til 22.500 flygtninge fra nærområder. Indtil videre er kun 4.500 ankommet til EU.
Med tanke på, at der er 2,7 millioner flygtninge fra Syrien i Tyrkiet alene, så er det tal meget lavt. Og dermed er motivationen til selv at søge videre til EU høj.
Et stop er tvivlsomt
Som det ser ud nu, så gælder den aftale, som EU-landene nu forhandler med Tyrkiet, kun for flygtninge som ankommer til de græske øer.
Det vil med andre ord ikke være muligt at sende flygtninge tilbage, som ankommer til det græske fastland eller til nogle af de øvrige EU-lande.
Så selv hvis en EU-aftale med Tyrkiet måtte stoppe trafikken til de græske øer, så er det straks mere tvivlsomt om det også stopper strømmen af flygtninge. Eller om de blot vil søge til EU ad andre veje.
Eftersom den italienske kystvagt har samlet omkring 2.000 migranter op siden tirsdag ud for Libyens kyst, tyder noget på det sidste.