Dansk Flygtningehjælp: Menneskesmuglerne vil finde nye smuthuller

Migranter og flygtninge vil komme til Europa af alternative ruter, hvis det lykkes for Tyrkiet og EU at lukke Grækenlandsruten, mener Dansk Flygtningehjælp.

Selvom ruten mellem Tyrkiet og Grækenland nu officielt forsøges lukket, vil strømmen af migranter og flygtninge forsætte, mener Dansk Flygtningehjælp. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Vejen videre nordpå er nu på papiret lukket for de migranter og flygtninge, som er på vej fra Tyrkiet til Grækenland. Men på trods af at EU med en ny aftale med Tyrkiet sætter prop i strømmen af flygtninge og migranter, der rejser over havet fra Tyrkiet til Grækenland og resten af Europa, vil menneskesmuglere i fremtiden finde nye ruter at lave forretning på, mener Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm.

- Det kan godt være, at det giver et tilbageslag i forretningen i forhold til ruterne til de græske øer. Men der er andre veje til Europa, og jeg frygter selvfølgelig, at menneskesmuglerne lader sig dirigere andre steder hen, siger han

Ifølge Andreas Kamm er det svært at forudsige, præcis hvilke nye ruter menneskesmuglerne i fremtiden vil benytte. Men der er masser af alternative muligheder, mener han.

- Middelhavet er stort, og ruterne er mange. Det er ikke lang tid siden, at hovedruten gik fra Libyen op mod Italien. Så er ruten mellem Tyrkiet og de græske øer blevet hovedtrafikåre i en periode. Så jeg tror selvfølgelig ikke, at smugleriet af mennesker ophører, siger han.