EU-topmøde: Merkel efterlyser alternative flygtningeløsninger

Sloveniens permierminister frygter, at EU bryder sammen, mens den tyske kansler Merkel ønsker at finde løsninger.

Den tyske kansler Angela Merkel og Grækenlands premierminister Alexis Tsipras taler sammen ved ministertopmødet i Bruxelles. (Foto: © Stephanie Lecocq, Scanpix)

Hele EU og Europa risikerer at bryde sammen, hvis ikke det lykkes at finde hurtige og konkrete løsninger, der kan håndtere den voldsomme flygtningestrøm.

Sådan lyder advarslen fra Sloveniens premierminister, Miro Cerar, ved ministertopmødet i Bruxelles.

- Hvis vi ikke leverer nogle hurtige og konkrete handlinger på jorden i de næste få dage og uger, så tror jeg, at EU og Europa som helhed vil begynde at bryde sammen, siger Miro Cerar.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har dog ikke givet op. Hun siger på vej ind til minitopmødet, at hun søger "praktiske løsninger".

- Der er brug for usædvanlige løsninger på en usædvanlig situation, siger Merkel.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, siger, at det er på tide at finde en fælles europæisk løsning på flygtninge- og migrationskrisen.

- Beklageligvis har det hidtil været svært at finde en løsning, fordi en række lande har handlet efter devisen "ikke i min baghave", siger Tsipras.

Han mener, at EU fokuserer for meget på lande, der ligger i "korridoren" i stedet for dem, der er ved indgangen til EU. Derfor burde Tyrkiet have været inviteret med til minitopmødet.

Udenrigsminister Jean Asselborn fra det luxembourgske EU-formandskab siger, at Grækenland oplagt har brug for hjælp.

- Det nytter ikke, at vi kun tænker i nationale løsninger. Vi er nødt til at omsætte det til europæiske løsninger, siger Asselborn.

/ritzau/