Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i dag hilst på den katolske kirkes overhoved, pave Frans, i Vatikanet i forbindelse med fejringen af 60-års-dagen for Rom-traktaten.
- Jeg har meget stor respekt for ham. Respekt, fordi han jo også er ved at flytte en meget, meget gammel institution, som er både ældre og tungere end EU og måske også mere bureaukratisk end EU, siger Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen er i Rom sammen med EU's øvrige stats- og regeringschefer, som i morgen skal fejre 60-års-dagen for Rom-traktaten, der lagde fundamentet for EU-samarbejdet.
Den danske statsminister var nær kommet for sent til den tale, paven holdt for EU-lederne, på grund af tekniske problemer på det fly, der skulle fragte ham til Rom.
I talen lød det blandt andet:
- Europa har en arv af idealer og åndelige værdier, der er enestående i verden, lød budskabet fra paven til EU-lederne i aftenens audiens.
Den arv fortjener at blive fremført med fornyet kraft, sagde den katolske kirkes overhoved.
- For det er den bedste modgift mod vores tids vakuum af værdier, der udgør et frugtbart terræn for alle former for ekstremisme, siger pave Frans.
Han sagde også, at vor tids velstand ser ud til at have klippet de europæiske vinger og sænket udsynet.
/DR Nyheder/