EU til Tyrkiet: Medlemskab afhænger af respekt for menneskerettigheder

Tyrkiet et nødt til at forbedre sig på en række områder, før landet nærmer sig medlemskab i EU.

Tyrkiets udenrigsminister og ministeren for EU-anliggender ser dagens dialogmøde med EU som konstruktivt. (Foto: © Stephanie Lecocq, Scanpix)

Respekt for menneskerettigheder, retsstat, demokrati og mediefrihed er afgørende for, at Tyrkiet kan nærme sig at træde ind i EU.

Sådan lyder budskabet fra Johannes Hahn, EU's udvidelseskommissær efter dagens dialogmøde mellem EU og Tyrkiet i Bruxelles.

- Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er grundlæggende rettigheder i demokratiske samfund. Vi har brug for fremskridt på alle disse områder, siger Johannes Hahn.

Sidste sommer forsøgte dele af det tyrkiske militær at kuppe sig til magten i landet, og det har fået Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at erklære landet i undtagelsestilstand og iværksætte masseanholdelser.

Fængslinger vækker bekymring

Siden kupforsøget er mindst 150.000 statsansatte blevet fyret, omkring 55.000 anholdt og 2099 skoler og universiteter er lukket. Med 149 medier, der er blevet lukket og 269 anholdte journalister, er presse- og ytringsfriheden også blevet sat under stærkt pres i EU-kandidatlandet.

- Jeg vil gerne endnu engang understrege vores meget stærke bekymring over fængslingerne af et stort antal journalister, forfattere, akademikere, jurister og forsvarere af menneskerettigheder, siger Johannes Hahn og fortsætter:

- EU forventer, at kommende retssager bliver ført ud fra antagelsen om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Demonstranter var stimlet sammen foran EU-bygningerne i Bruxelles i protest over Tyrkiets masseanholdelser af journalister, statsansatte og menneskerettighedsaktivister. (Foto: © Stephanie Lecocq)

Erdogan har i et interview med BBC for nylig afvist, at der skal være blevet slået ned på journalister efter kupforsøget, og at det kun er "to rigtige journalister, der er i fængsel lige nu.".

I samme interview sagde præsidenten, at EU spilder Tyrkiets tid, og at unionen ikke er uundværlig for tyrkerne, der både har en plan B og en plan C i ærmet, der vil blive sat i værk, hvis EU nægter Tyrkiet medlemskab.

Dødsstraf og Guantanamo-dragter

Etårsdagen for kupforsøget blev afholdt for knap to uger siden, og her understregede Erdogan endnu engang, at han ønsker at genindføre dødsstraf i landet, som ellers blev afskaffet i 2005, da forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU blev sat i gang.

Men også de mistænkte kupmagere, der bliver stillet for en dommer, skal møde op i retten i orange fangedragter magen til dem, fangerne i Guantanamo Bay blev iklædt, lovede Erdogan i sin tale på årsdagen.

Inden dagens møde udtalte Erdogan ifølge nyhedsbureauet AP, at den tid, hvor Tyrkiet bukker under for vestligt pres, er ovre.

- Vesten vil have Tyrkiet til at imødekomme deres krav uden nogen spørgsmål. Jeg er ked af at meddele, at det Tyrkiet ikke længere eksisterer, lød det fra præsidenten.

Mere forsonligt lød det fra Tyrkiets minister for EU-anliggender, Omer Celik, da han kom ud fra mødet.

- Det er tydeligt, at vi har vores forskelligheder, at vi har uoverensstemmelser, men vi vil selvfølgelig forsætte dialoger, diskussioner og forsøge at finde fælles fodslag, siger Omer Celik.