Europa-Parlamentet har i dag valgt at anerkende Juan Guaidó som Venezuelas midlertidige præsident.
Parlamentarikerne opfordrer samtidig EU's medlemsstater og EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, til at gøre det samme.
Støtten til Juan Guaidó, der er leder af oppositionen i det sydamerikanske land, kommer i kølvandet på, at en række europæiske lande i sidste uge stillede Venezuelas pressede præsident, Nicolás Maduro, over for et ultimatum om at udskrive valg inden for otte dage.
Et ultimatum, som Maduro har afvist.
Ifølge Europa-Parlamentet bør de europæiske lande anerkende Guaidó "som den eneste legitime midlertidige præsident for landet, indtil der kan indkaldes nye frie, gennemsigtige og troværdige præsidentvalg for at genoprette demokratiet".
Oppositionsleder ind på verdensscenen
35-årige Juan Guaidó var som nyvalgt formand for Venezuelas demokratisk valgte nationalforsamling en relativt ukendt karakter på verdensscenen, indtil han 23. januar udråbte sig selv om fungerende præsident for Venezuela.
Få dage senere erklærede EU fuld støtte til nationalforsamlingen og bad om et nyt og troværdigt præsidentvalg.
Præsident Maduro vandt ganske sikkert Venezuelas præsidentvalg i maj sidste år. Men det var under forhold, som EU vurderede, ikke levede op til selv de laveste internationale standarder.
Siden Guaidós udmelding har blandt andre USA, Canada, Israel og en lang række af nabolandene anerkendt ham som Venezuelas legitime leder. Også Danmark støtter oppositionslederen.
Nationalforsamlingen i Venezuela har næsten ingen magt i landet, efter Maduro i august 2017 godkendte et dekret, som gav et nyetableret forfatningsråd lovgivende magt.
Så sent som i går blev Guaidó ringet op af USA's præsident, Donald Trump, der understregede sin "stærke støtte" til nationens kamp for at genskabe demokratiet.
Indtil videre ser det ud til, at præsident Maduro har støtte fra landets militær. I udlandet støttes han af blandt andre Rusland, Kina og Tyrkiet.