EU-korrespondent: Tusk skal gøde jorden for fælles flygtningeløsning

ANALYSE: EU-formand Donald Tusk har de seneste dage rejst rundt i Europa i forsøg på at undgå, at EU ender i total splittelse på grund af flygtninge.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras (t.h.) og EU-præsident, Donald Tusk (t.v.) i Athen tidligere i dag. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)

I de seneste dage har formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, besøgt Østrig, Slovenien, Kroatien og Makedonien, som alle har strammet grænsekontrollen i den seneste tid.

I dag lægger han så vejen forbi Grækenland og derefter Tyrkiet - to af de lande, der har fungeret som modtager og afsender for hundredtusindvis af de flygtninge og migranter, der er ankommet til Europas kyster i løbet af det seneste år.

Formålet med hans besøg langs Balkan-ruten er at gøde jorden for løsninger på flygtninge- og migrationskrisen forud for flere afgørende topmøder her i marts - blandt andet ét allerede på mandag.

Det fortæller DR's EU-korrespondent Karin Axelsson.

- Først og fremmest er det et stort pædagogisk arbejde at lytte til de forskellige landes bekymringer og fortælle, at EU tager dem alvorligt.

- Og så er formålet selvfølgelig også at lægge et maksimalt pres på de forskellige lande for, at der skal komme en fælles løsning og for, at de leverer opbakning til den aftale, man forsøger at lave med Tyrkiet.

Tyrkiet som det centrale omdrejningspunkt

Efter mødet i Athen i dag rejser Donald Tusk videre til Tyrkiet, hvor han både skal mødes med premierminister Ahmet Davutoglu og præsident Recep Tayyip Erdogan.

Og ifølge Tusk er der ingen tvivl om, at Tyrkiet er en afgørende del af løsningen.

- Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at få planen mellem EU og Tyrkiet til at fungere - og dermed at få reduceret antallet af flygtninge til Europa via Tyrkiet betydeligt. Der er ikke noget alternativ til et effektivt samarbejde med Tyrkiet, sagde han forleden.

Endnu en båd fyldt med flygtninge og migranter på vej fra Tyrkiet til den græske ø Lesbos, 23. februar 2016. (Foto: © Aris Messinis, Scanpix)

Aftalen med Tyrkiet

Tyrkiet er da også det helt centrale omdrejningspunkt, hvis man skal komme videre i det spor, som EU har lagt, fortæller Karin Axelsson.

- Man lavede jo en aftale med Tyrkiet i november om, at Tyrkiet skal levere bedre forhold for de mange især syriske flygtninge, der befinder sig i Tyrkiet.

- Blandt andet ved at give dem adgang til arbejdsmarked og uddannelse og på den måde sikre, at de ikke søger over Middelhavet til Europa.

Skub i samarbejdet

Tyrkiet forpligtede sig også til at levere mere effektiv kontrol af grænserne og derved stoppe - eller i hvert fald bremse - den illegale trafik af både over Middelhavet. Til gengæld ville EU levere tre milliarder euro løbende.

Men den aftale er ikke kommet i gang endnu, og det har medført kritik fra andre lande, fortæller Karin Axelsson.

- Nu giver man det en sidste chance og gør status på denne aftale på mandag, hvor man vil forsøge endeligt at lave nogle nye konkrete tiltag, der kan skubbe gang i samarbejdet med Tyrkiet.

- Men det kan altså kun lade sig gøre, hvis tyrkerne selv er villige til det samarbejde.

Strømmen bliver afgørende

Tusk har fokuseret sin turné langs Balkan-ruten, hvor de mange flygtninge primært søger op, og hvor landene har grebet til nationale løsninger som for eksempel grænselukninger.

- Her har han rejst rundt og appelleret til, at man slår koldt vand i blodet og søger fælles løsninger. Altså, lad os prøve at satse på, at der kan skabes et samarbejde med Tyrkiet, siger Karin Axelsson.

- Derfor sidder man også og holder nøje øje med antallet af flygtninge i de her dage og uger, for hvis det stiger, så lægger det endnu større pres på de parter, der tror på, at man kan lave en aftale med Tyrkiet.