EU-Kommissionen opfordrer Tyrkiet til at indlede en efterforskning af søndagens folkeafstemning, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan sikrede sig markant mere magt.
Det sker, efter at internationale observatører har påpeget, at afstemningen ikke levede op til demokratiske standarder.
- Vi opfordrer alle aktører til at udvise tilbageholdenhed og myndighederne til at iværksætte en gennemsigtig undersøgelse af påståede uregelmæssigheder, siger kommissionens talsmand, Margaritis Schinas.
To internationale observatørgrupper var til stede ved folkeafstemningen. Foruden Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) var det 47 observatører fra Europarådets Parlamentariske Forsamling.
- Generelt levede folkeafstemningen ikke op til Europarådets standarder. De legale rammer var utilstrækkelige til at gennemføre en ægte demokratisk proces, konkluderede observatørerne blandt andet.
Observatørerne noterer desuden, at nej-siden har haft svært ved at komme til orde i medierne, og at ja-siden har benyttet sig af statslig indblanding.
Erdogans sejr blev langt mindre, end han og den tyrkiske regering havde håbet. 51,4 procent sagde ja til at indføre præsidentstyre i landet. 48,6 procent stemte nej.
Det Republikanske Folkeparti, der er det største oppositionsparti, mener, at afstemningen bør erklæres ugyldig.
/ritzau/