EU følger bekymret valget i Østrig

EU’s regeringsledere frygter, at Sebastian Kurz vil gå i regering med det højreorienterede Frihedspartiet.

I dag går østrigerne til valg. De skal beslutte, hvem der skal være landets kansler. (Foto: © Vladimir Simicek, Scanpix)

Østrigerne går i dag i stemmeboksen for at beslutte, hvem der skal være landets næste kansler.

Ifølge meningsmålinger tyder meget på, at det bliver Sebastian Kurz fra det kristen-konservative parti, ÖVP - Österreichische Volkspartei, der kommer til overtage posten fra den siddende socialdemokrat Christian Kern.

Valget bliver fulgt nøje fra sidelinjen af EU’s regeringsledere.

I sig selv er de ikke bekymret for Kurz, som er kendt i EU, fordi han siden 2013 har været Østrigs udenrigsminister, og derfor ved man, at han står for en EU-progressiv linje, forklarer siger DR's Europa-korrespondent, Karin Axelsson, der befinder sig i Østrig.

- Man er bekymret ved udsigten til, at Sebastian Kurz går i regering med højrefløjspartiet Frihedspartiet FPÖ, som har et helt andet syn på det europæiske samarbejde. Hvordan det i givet fald vil præge regeringskoalitionen, er man en smule nervøs for, siger hun.

Strammere indvandrerkurs

I EU trøster man sig dog ved, at Kurz forleden betingede sig, at en kommende koalitionspartner skal bakke op om EU-projektet og de fælles visioner, tilføjer Axelsson.

Sebastian Kurz og ÖVP er gået til valg på en strammere kurs overfor migranter ved blandt andet at styrke grænsekontrollen og begrænse den økonomiske bistand.

Det højreorienterede Frihedspartiet står til at få 25 procent af stemmerne og stiller op med Heinz-Christian Strache som spidskandidat. Partiet har før været i regering med ÖVP med den tidligere formand, den kontroversielle politiker Jørg Haider.

Vinder Sebastian Kurz posten som kansler, vil han som 31-årig blive den yngste leder i Europa.