EU-ambassadør hjemkaldes fra Moskva efter giftangreb

EU-lederne enige med den britiske regering i, at Rusland højst sandsynligt er ansvarlig for giftangreb.

EU hjemkalder sin ambassadør i Moskva til konsultationer i en måned på grund af giftangrebet i den sydengelske by Salisbury.

Det har stats- og regeringscheferne natten til fredag besluttet på deres topmøde i Bruxelles.

EU-ambassadøren er den 60-årige tyske diplomat, Markus Ederer.

Hjemkaldelsen kommer, efter at EU-lederne på topmødet har erklæret sig enige med briterne i, at Rusland højst sandsynligt er ansvarlig for giftangrebet 4. marts.

Angrebet var rettet mod den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter, Julia, der begge stadig er indlagt i alvorlig tilstand.

- Det Europæiske Råd er enig med den britiske regering i, at det højst sandsynligt er Rusland, der er ansvarlig for Salisbury-angrebet, og at der ikke er nogen anden sandsynlig forklaring, skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter.

I en udtalelse fordømmer EU-toppen i de stærkest mulige vendinger angrebet i den sydengelske by.

- Vi er ubetinget solidariske med Storbritannien i lyset af denne alvorlige udfordring for vores fælles sikkerhed, hedder det.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, siger, at "der er fuld enighed om, at vi skal gøre noget".

- Nu beslutter vi, at vi hjemkalder EU's ambassadør en måned til konsultation, siger Löfven.

- Desuden kommer udenrigsministrene også til at tale videre, om der er andet, vi kan gøre, siger han.

/ritzau/