Løkke: Danmark er på det hold, der vil møde Rusland hårdt mod hårdt

Statsministeren vil på et EU-topmøde i denne uge diskutere fælles skridt mod Rusland.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil på morgendagens EU-topmøde melde Danmark ind på det hold, der går efter at møde Rusland hårdt mod hårdt. (Foto: /Scanpix 2018) (© Scanpix)

Nervegiftangrebet på den russiske eks-spion Sergei Skripal og hans datter skal mødes hårdt mod hårdt.

I hvert fald hvis det står til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der forinden morgendagens topmøde med EU’s stats- og regeringschefer udtrykker et håb om solidaritet og sammenhold.

- Jeg ser gerne, at vi støtter op omkring briterne og tager nogle fælles skridt. Men de skal netop være fælles, og derfor egner det sig til en fælles diskussion med mine kollegaer, før vi mødes.

- Danmark vil melde sig ind i den indre debat i morgen på det hold, der hedder, at hårdt skal mødes med hårdt.

Rystede briter har udvist diplomater

Angrebet har rystet Storbritannien, der efter grundige undersøgelse har konkluderet, at det "højst sandsynligt" er Rusland, der står bag giftangrebet.

Anklagen bliver begrundet med, at det giftstof, der blev brugt i drabsforsøget, er et, som det russiske militær har udviklet.

Som konsekvens har briterne udvist 23 russiske diplomater, mens russerne har udvist et tilsvarende antal britiske som modsvar. Briternes beslutning betegner statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”meget balanceret”.

- Skal der handles mere, så skal der handles kollektivt og solidarisk, for vi har ikke behov for at sende et signal om splittelse, siger statsministeren.

Løkke sikker på Rusland står bag

Russerne har betegnet den britiske anklage som en provokation og benægtet ethvert kendskab til angrebet. Omvendt har en russisk kemiker fortalt til nyhedsbureauet RIA Novosti, at han i 27 år var ansat i et russisk statslaboratorium, hvor han var med til at udvikle nervegiven Novichok, som angiveligt blev brugt ved det britiske angreb.

Statsministeren er ikke i tvivl om, at Rusland bærer et ansvar.

- Jeg har fuld tillid til de britiske myndigheder og deres vurdering af den her sag. Det forekommer hævet over enhver tvivl, at den nervegas, der er brugt, er russisk nervegas. Det betyder jo, at det enten er Rusland direkte eller indirekte, der står bag det her angreb, siger han.

Og selv hvis russerne ikke har været bevidst om det konkrete angreb, så bærer de et ansvar, understreger han.

- Hvis man producerer nervegift, så har man jo et ansvar, siger han.