Et år efter nedskydning af MH17: Pårørende forsøger at finde en forklaring

De pårørende i Holland til de mange dødsofre har svært ved at komme videre med deres liv

En pro-russisk separatist står ved nedstyrtningsstedet nær byen Donetsk (Foto: © maxim Zmeyev, Scanpix)

Næsten to tredjedele af de 298 omkomne i passagerflyet - der blev skudt ned på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia - var hollandske statsborgere.

Og pårørende, venner og bekendte til de pårørende samles i dag flere steder i Holland til mindehøjtideligheder for ofrene.

Den centrale mindehøjtidelighed forgår i provinsbyen Nieuwegein, hvor ca. 1600 har tilmeldt sig det lukkede arrangement.

Navnene på alle de omkomne bliver læst op. Og både Hollands premierminister og udenrigsminister vil være til stede.

Der bliver musik, og de pårørende får mulighed for at tale sammen og får psykologhjælp til at bearbejde deres sorg, fortæller Henk van der Liet, der er professor i nordisk sprog og litteratur ved universitetet i Amsterdam.

Selv om mange regner med, at det var de pro-russiske oprørere, der skød passagerflyet ned med et missil, er der endnu ikke formelt placeret et ansvar for nedskydningen.

Og det gør det svært for de pårørende at komme videre med deres liv, fortæller Henk van der Liet.

Tilstand af chok

-Mange af de pårørende befinder sig stadig i en tilstand af chok og har svært ved at finde fodfæste. Det hænger sammen med, at de stadig ikke kan forstå, hvorfor helt uskyldige mennesker er blevet draget ind i denne forfærdelige katastrofe uden at være en del af den konflikt, som foregik på landjorden, siger Henk van der Liet.

-Derfor vil det være meget vigtigt for de pårørende, at de ansvarlige for nedskydningen bliver identificeret og retsforfulgt så hurtigt som muligt, siger Henk van der Liet.

-Men hvis denne store tragedie bliver genstand for et årelangt politisk tovtrækkeri uden at man får svar på, hvem der stod bag og de ansvarlige bliver straffet, vil det være en ekstra hård belastning for de pårørende. De vil så få ribbet op i et sår, som det i forvejen er svært at få helet, siger Henk van der Liet.