En halv million biler i Houston er ødelagt

95 procent af Houston er tør igen, fastslår borgmester. Men oversvømmede biler giver problemer.

Efter orkanen Harveys oversvømmelser vender mange hjem til totalskadede biler - som her i Port Arthur lidt øst for Houston. (Foto: © EMILY KASK, Scanpix)

Mens vandet fra de seneste dages oversvømmelser i Houston er på tilbagetog, forsøger byens borgere at vende tilbage til hverdagen.

- Jeg forventer, at de fleste butikker vil være åbne på tirsdag. Over 95 procent af byen er nu tør, og jeg vil gerne opfordre folk til at komme ud og i gang, sagde Houstons borgmester, Sylvester Turner, til NBC i går.

Men det er lettere sagt end gjort. For mange indbyggere har problemer med netop dét: At komme op, ud og på arbejde.

De seneste dages voldsomme oversvømmelser, der fulgte med orkanen Harvey, har nemlig ødelagt mere end 500.000 biler. Og de er livsvigtige i millionbyen, hvor mange har langt til arbejde og ingen andre transportmuligheder, skriver Washington Post.

Det holder familierne hjemme, arbejderne fra deres jobs og hele byens genopbygning i limbo.

Ingen bil, ingen business

- Min mands truck er væk, hans Harley er væk, og min datters Lexus er væk, siger Katrina Chadbourne til Washington Post. De seneste dage er alle familiens køretøjer blevet slugt af vandmasserne.

Houston er en af de byer i USA, hvor bilerne betyder mest. Næsten 95 procent af indbyggerne ejer en, og den andel findes kun højere i Dallas, der ligesom Houston ligger i staten Texas.

- Du kan ingenting gøre uden en bil, siger en anden Houston-indbygger, Carolyn Roberts, der har mistet sit hus og sine tre biler efter orkanens rasen.

Mens hun venter på penge fra forsikringsselskabet, har hun fået fingrene i en lånebil, så hun kan komme til og fra arbejde i den kommende uge.

Men ikke alle har været lige så heldige.

Et af de store biludlejningsfirmaer i byen, Enterprise, har lige nu 2.500 aktive reservationer på lånebiler i området omkring Houston. Den liste er på en normal dag ikke længere end 30.

Også byens autoforhandlere kæmper for at følge med den enorme efterspørgsel.

- Alle vil have en jeep eller en truck, så dem har vi brug for mange flere af, siger en sælger fra Philpott Motors i Port Arthur øst for Houston. Her er telefonnettet stadig nede, så man har opfordret amerikanerne til at bestille de nye biler over sociale medier.

De økonomiske konsekvenser af Harveys ødelæggelser er blevet sammenlignet med orkanen Katrina i 2005 og Sandy i 2012. De to orkaner totalskadede begge op mod 250.000 biler, men det ser altså ud til, at Harvey har ødelagt langt over det dobbelte.

Ifølge amerikanske medier har mindst 44 har mistet livet i forbindelse med orkanen.