Emiraternes udenrigsminister: Vores vestlige venner bør hjælpe med at overvåge Qatar

Ni lande har boykottet Qatar, fordi de mener, at landet støtter terrorisme.

De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminster, Anwar Gargash, har ingen tillid til naboen Qatar. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Verdens rigeste land, Qatar, er blevet lagt på is af en række mellemøstlige og afrikanske lande med Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i spidsen.

De ni lande anklager Qatar for at fremme og finansiere terror. De mener blandt andet, at ørkenstaten støtter militante islamistiske grupper i Syrien og Yemen, og de anklager samtidig landet for at blande sig i andre landes anliggender - noget, som Qatar blankt afviser.

Landene har derfor afbrudt de diplomatiske bånd til Qatar og etableret en blokade, som blandt andet har forårsaget mangel på fødevarer.

Og nu prøver de at samle støtte fra deres vestlige allierede.

Disse lander boykotter Qatar

  • Saudi-Arabien

  • De Forenede Arabiske Emirater

  • Bahrain

  • Egypten

  • Yemen

  • Libyen

  • Maldiverne

  • Mauretanien

  • Senegal

  • Jordan og Djibouti har nedgraderet sine diplomatiske bånd med Qatar.

  • Kilde: Al Jazeera

Tilliden til Qatar ligger på et meget lille sted, fastslår De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminister, Anwar Gargash, ifølge avisen The Guardian.

- Vi stoler ikke på dem. Der er ingen tillid. Derfor er vi nødt til at opbygge et overvågningssystem, og der skal vores vestlige venner spille en rolle, sagde Anwar Gargash under et besøg i London, hvor han forsøger at få opbakning til blokaden mod ørkenstaten.

Fakta om Qatar

  • Qatar ligger på en halvø i Den Persiske Golf og har omkring 2,7 millioner indbyggere.

  • Landet fylder blot 11.437 kvadratkilometer - godt en fjerdedel af Danmark.

  • Qatar er et emirat, og den nuværende emir er sheikh Tamim bin Hamad al-Thani.

  • Hovedstaden er Doha.

  • Målt på BNP per indbyggere er Qatar verdens rigeste land.

  • Kilde: Den Store Danske, BBC

Meningen er ifølge udenrigsministeren, at overvågningen skal tvinge Qatar til at stoppe støtten til militante islamistiske grupper såsom Det Muslimske Broderskab, Hamas, Islamisk Stat og al-Qaeda.

Ifølge Anwar Gargash har man identificeret 59 personer, som frit går rundt i hovedstaden Doha, selvom de er blevet identificeret som terrorister eller for at finansiere terror.

Qatar har hele tiden nægtet, at de støtter disse terrorgrupper.

Striden har blandt andet fået den tyrkiske præsident, Recep Tayyib Erdogan, og USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, til at opfordre landene til at indstille deres boykot af Qatar.

Tidligere på ugen indgik USA og Qatar en aftale på 12 milliarder dollars - det svarer til næsten 80 milliarder kroner - der skal berige Qatar med flere F15-fly.