Højhastighedstog, enorme eksplosioner og en spirende plante tilføjet dramatisk underlægningsmusik, mens en stemme i bedste Hollywood-facon sætter scenen:
- Destiny Pictures præsenterer: En historie om muligheder. En ny historie. En ny start. En om fred. To mænd. To ledere. En skæbne. En fortælling om en særlig begivenhed i historien. Hvor en mand præsenteres med én chance, der måske aldrig gentager sig. Hvad vælger han? At vise vision og lederskab? Eller ikke?
Der blev ikke sparet på virkemidlerne ved dagens pressemøde på Capella-hotellet i Singapore, der blev indledt med enhttps://www.theguardian.com/us-news/2018/jun/12/us-to-suspend-war-games-with-south-korea-donald-trump-kim-jong-un-north-summittrailer-inspireret video, som præsident Trump fortæller, at han har vist for den nordkoreanske delegation.
Videoen, der lægger op til en Hollywood-film med de to ledere i hovedrollen, imponerer mildest talt ikke kommunikationsstrateg Jacob Mouritzen, som er partner i reklamebureauet Mindshare.
- Den bruger noget af den mest storladne og nærmest vulgære symbolik, som man kan komme i nærheden af, siger Jacob Mouritzen, der kalder videoen både manipulerende og kluntet.
- Det er politisk propaganda i højeste form, siger han.
For meget af det gode
Efter en scene med eksplosioner og raketter, der bliver affyret, begynder en nedtælling, og videoen bevæger sig over i en anden retning med dronelevering, babyer og fyldte indkøbsvogne.
- En ny verden kan begynde i dag. En med venskab, respekt og god vilje. Vær en del af den verden. Hvor mulighedernes døre er klar til at blive åbnet, lyder det fra fortællerstemmen, der oplister fordele så som "en overflod af ressourcer" og udenlandske investeringer, hvis man siger ja til fred.
- Stort set alle klassiske kreative reklamegreb bliver forsøgt brugt, men næsten kitschagtigt, som var det en amatør, der prøver at gøre det godt, lyder vurderingen fra Jacob Mouritzen.
- De springer meget tydeligt fra billeder af pyramiderne til kloden og glade børn og så over til missiler og forfald, siger kommunikationsstrategen.
Budskabet om, at fred er vejen frem, og at alternativet kan være en ødelæggende krig, er ikke til at tage fejl af, siger Jacob Mouritzen. Problemet er, at det bliver for meget, lyder hans vurdering.
- Teknisk synes jeg, at den er relativt ringe produceret, fordi den bliver ved med at prøve at banke de samme budskaber ind, siger han om videoen, som han kalder manipulerende.
- Du får nærmest smækket propagandaen ind med skeen, så du bliver tvangsfodret med den, siger han.
Der er dog ikke tvivl om, at den vil skabe debat, siger kommunikationsstrategen.
- På den måde har han opnået noget med den, siger han.
Skulle få bestemte følelser i spil
Formålet med videoen var højst sandsynligt at sætte en scene for dagen og skabe en stemning med masser af følelser, lyder vurderingen fra Jacob Mouritzen.
Den samme opfattelse har Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Mensch, der kalder videoen "vanvittig primitiv" og "skingrende banal".
- Den hamrer sine pointer ind og bruger alle de virkemidler, der er i arsenalet uden den store finesse, siger han.
- Men hvis dens formål er at stemme sindet til en bestemt følelse, kan man ikke udelukke, at den har en virkning, siger han.
- Med den kølige, rationelle del af hjernen siger man ’sikke en omgang propaganda’. Men den sætter også en stemning, som ens kølige, rationelle overjeg faktisk ikke kan se bort fra, siger direktøren, der mener, at videoen kunne føre til mindre aggressiv spørgelyst hos de fremmødte journalister.
Trump: Nordkorea kan blive turistdestination
Efter videoen indtog præsident Trump talerstolen, hvor han blandt andet talte om mulighederne for Nordkorea, hvis de valgte fredens vej.
Præsident Trump sagde på pressemødet, at Kim Jung-un kunne satse på ”en mindre version”af de store visioner i filmen, men lagde vægt på, at den nordkoreanske leder var interesseret i amerikanernes oplæg.
- Han kiggede på Ipaden, og jeg siger jer, at de virkelig nød den, tror jeg, lød det fra præsidenten ifølge New York Times.
- Der er ikke nogen grænser for, hvad Nordkorea kan opnå, når landet opgiver sine atomvåben og omfavner handel og engagement med resten af verden, lød det fra Donald Trump, som talte om potentialet i Nordkorea som en turistdestination i fremtiden.
- De har fantastiske strande. Det ser man hver gang, de affyrer deres kanoner ud i havet, sagde præsidenten.
- Jeg sagde, 'wow, se den udsigt. Ville det ikke være perfekt til en lejlighed? I stedet for at gøre det, kan du have de bedste hoteller i verden lige der', sagde præsidenten, ifølge New York Times, om potentialet i Nordkorea.