Mange danskere er dybt skeptiske over for lægens diagnoser og vacciner, og de klikker sig hellere sig ind på Google for at blive klogere. Eller måske dummere.
I et opråb advarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mod tillidssvigtet til sundhedsvæsnet og opfordrer til, at vi genfinder respekten for god, gammeldags lægelige praksis.
- Jeg synes, det er vigtigt, vi tør tage en diskussion omkring, at der er viden, som er faktuelt baseret, og så er der en lang række falske nyheder, som florerer på nettet. Og hvis man kun stoler på det, man finder i Facebook-fora, hvor man bekræfter hinanden, så risikerer man at sætte sin egen sundhedstilstand over styr, siger Ellen Trane Nørby til DR Nyheder.
Et problem for demokratiet
Når kun 15 procent af de piger, der er født i 2004, er blevet færdigbehandlet med HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft, skyldes det i høj grad, at forældrene stoler mere på, hvad de googler sig frem til end på lægevidenskaben.
Og det er et problem for både dem selv og demokratiet, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
Den udmelding er overlæge i Kræftens Bekæmpelse Ulla Axelsen enig i.
- Når vi snakker om noget så vigtigt som at forebygge en kræftsygdom, som vi nu kan med en vaccination, så er det en rigtig god idé at lade sig rådgive af sin praktiserende læge og ikke Doktor Google, siger hun til DR Nyheder.
Direktør i Danske Patienter, Morten Freil, mener, at både læger og sundhedsmyndigheder har stolet så meget på egen viden, at de ikke har følt det nødvendigt nok at informere befolkningen.
- Man har måske været lidt for tilbagelænet og ikke taget den udvikling alvorligt. Der er mange informationer på nettet, som ikke er gode. Myndighederne skal styrke informationerne, og lægerne skal tage sig tid til at tage dialogen med borgerne alvorligt, når de kommer med informationer - både rigtige og forkerte informationer, siger Morten Freil til DR Nyheder.
Fakta om livmoderhalskræft (HPV) i Danmark
- •
Hvert år bliver ca. 375 kvinder ramt af livmoderhalskræft.
- •
Af de 375 kvinder er ca. halvdelen under 45 år.
- •
Hvert år dør ca. 100 kvinder af livmoderhalskræft.
- •
6.000 kvinder bliver årligt opereret for forstadier til livmoderhalskræft (keglesnit).
- •
8.500 kvinder har overlevet livmoderhalskræft, men mange har gener efter behandlingen.
- •
Tilslutningen til screeningsprogrammet er 67 %, men målet er, at mindst 75 % tager imod tilbuddet.
- •
Livmoderhalskræft skyldes infektion med bestemte typer af HPV, også kaldet ’vortevirus’, som er meget udbredte og smitter ved seksuel kontakt.
- •
HPV-vaccination kan forebygge 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft.
- •
WHO anbefaler HPV-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa.