Det er stærkt kritisabelt, når reklamer bliver fremstillet som oplysning på nettet.
I sidste uge lancerede internetportalen Netdoktor.dk en oplysningskampagne om nattetisseri. Men kampagnerne har kun til formål at sælge mere medicin, siger formanden for de praktiserende læger i Region Syddanmark Jørgen Skadborg.
- De medicinalsponsorerede internetsider giver tit folk den opfattelse, at der er medicinske løsninger på alle problemstillinger, siger han.
Han går så langt som til helt at fraråde at bruge Netdoktor.dk, som han kalder ”ren reklame".
Overlæge Karsten Juhl Jørgensen og vicedirektør ved den uafhængige forskningsenhed ved Rigshospitalet, Cochrane, er også stærkt kritisk.
- Det er med til at sygeliggøre vores befolkning og skabe et uhensigtsmæssigt forbrug af medicin, mener han.
I tilfældet med nattetisseri peger eksperter på, at det i mange tilfælde kan trænes væk, så patienten slet ikke behøver medicin. Det viser blandet andet erfaringen fra kurset "Træt af nat- og sjattisseri, mand?" i DGi-huset i Vejle.
Den her måde at blande reklame og oplysning er også noget, som man ser på med kritiske øjne hos Forbrugerrådet Tænk.
- Problemet er, at det her er lidt på grænsen til det, man kalder for reklame overfor forbrugerne. Og det må virksomhederne ikke gøre med receptpligtig medicin, fortæller Sine Jensen, seniorrådgiver for sunhedspolitik hos Forbrugerrådet Tænk.
På Netdoktor.dk står der allernederst med små bogstaver, at nattetisseri-kampagnen er gjort mulig med støtte fra Ferring Lægemidler A/S, der sælger medicin mod lidelsen.
Og man kan altid se, hvilket indhold, der kommer fra en annoncør, og hvad der er det redaktionelle indhold. siger direktør hos Netdoktor Rikke Esbjerg.
- I praksis er det læger, der skriver det redaktionelle indhold, og lægerne har ikke noget at gøre med de annoncører, der betaler for, at Netdoktor er på nettet, siger hun.
Ferring Lægemidler A/S ønsker ikke at svare på kritikken, men henviser til svaret fra Netdoktors direktør.