Sagen om den forsvundne journalist Jamal Khashoggi kan blive betændt for USA's nære relation til Saudi-Arabien, hvis Tyrkiet har ret i, at en saudisk gruppe har dræbt Khashoggi.
Det fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen.
- Hvis det viser sig, at Tyrkiet har ret, sætter det præsident Donald Trump i et kæmpe dilemma. Han kan ikke have et godt forhold til en stat, som likviderer egne systemkritiske borgere. Det er det, han hele tiden kritiserer Iran og Rusland for, siger han til DR Nyheder og fortsætter:
- Derudover er der stor modstand i USA og i Kongressen mod Trumps gode forhold til oliestaten, og den her sag kan gøre kritikken enormt svær for Trump at tackle, siger Lars Erslev Andersen.
USA og Saudi-Arabien har i over 70 år været tætte allierede. Især er det en stor forretning for USA at handle våben med landet i Mellemøsten.
Tyrkiet og USA er allierede i NATO.
Kan ramme Saudi-Arabien hårdt
De saudiarabiske myndigheder holder fast i, at 59-årige Khashoggi selv forlod konsulatet den 2. oktober, efter at han havde hentet nogle papirer, mens de tyrkiske myndigheder mener, han er blevet myrdet af saudiske sikkerhedsagenter.
En anklage, de begrunder med, at de har billedmateriale, som viser de formodede agenter ankomme og forlade Istanbul den dag, hvor Khashoggi forsvandt.
Donald Trump har været i kontakt med Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, og vil have, at myndighederne kommer til bunds i sagen. Det skriver BBC.
Men udover Trump har blandt andre udenrigsminister Mike Pompeo og USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, ifølge Det Hvide Hus også været i kontakt med Saudi-Arabiens kronprins.
Og viser det sig, at kronprinsen har noget med den mystiske forsvinden at gøre, kan det få fatale konsekvenser for ham, siger Lars Erslev Andersen.
- Saudi-Arabien har få venner, men den vigtigste er USA. Har kronprinsen noget med sagen at gøre, kan man diskutere, om han har overspillet sine kort og sat forholdet over styr. Nogle taler direkte om, at USA skal stoppe våbensalg til Saudi-Arabien, og det kan betyde, at kronprinsen bliver så upopulær, at han bliver afsat, siger han.
Khashoggi har boet i USA de seneste par år og har blandt andet været ansat som skribent på Washington Post, hvor han især har skrevet kritiske indlæg om det saudiarabiske styre.