I dag skal hollænderne til folkeafstemning om en handelsaftale mellem EU og Ukraine, der skaber et tættere forhold mellem Ukraine og Vesten.
Rusland ser gerne, at folkeafstemningen i Holland ender med et nej. Det siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Flemming Splidsboel.
- Aftalen mellem EU og Ukraine betyder nemlig, at Ukraine har rykket sig endnu et stykke væk fra Rusland. Og Rusland betragter Ukraine som en del af Rusland, siger han.
Der har været rygter om, at Rusland har forsøgt at påvirke afstemningens resultat.
- Blandt andet har der været trusler til hollænderne, om at de skal stemme nej, ellers risikerer de terror i gaderne. Der er spekulationer om, at de trusler kan ledes tilbage til Rusland, siger Flemming Splidsboel.
Ifølge Flemming Splidsboel udnytter Rusland urolighederne i Østukraine til at skabe afstand mellem Ukraine og EU.
- Urolighederne gør det svært for Ukraine at komme tættere på EU. Rusland skruer op og ned for balladen i Østukraine for at skabe afstand mellem Ukraine og Vesten, siger han.