Handelsaftale mellem EU og Ukraine træder i kraft

Den længe ventede handelsaftale mellem EU-landene og Ukraine træder i kraft i dag

Den ukraineske premiereminister Arseniy Yatsenyk har valgt at pege vestover mod Europa. Handelsaftalen med EU-landene graver randen mod Rusland endnu dybere. (Foto: © GENYA SAVILOV, Scanpix)

Handelsaftalen mellem Ukraine og EU-landene er en af de mere eksplosive politiske aftaler. Den har væltet en præsident, startet en krig og træder nu endelig i kraft i dag efter at have været udsat endnu et år på grund af trusler fra Rusland.

Rusland har allerede igangsat sanktioner mod Ukraine.

-Rusland er nødsaget til at handle for at undgå at skade vores økonomi og beskytte vores legitime interesser, skriver det russiske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Rusland har valgt at indføre er forbud mod at importere fødevarer fra Ukraine og ophævet nogle af de fordelagtige toldsatser for ukrainske eksportvarer til landet.

- For Ukraine vil det betyde ret store eksportindtægtstab i en størrelsesorden, der nærmer sig en milliard dollars om året, vurderer den danske ambassadør i Ukraine, Christian Dons Christensen.

Han mener dog ikke, at det vil få Ukraine til at fortryde beslutningen om et tættere samarbejde med de europæiske lande, fordi konflikten mellem de to lande allerede har halveret Ukraines eksport af varer til Rusland.

- Det vil helt sikkert ikke få den ukrainske regering til at vakle i sit ønske om at gennemføre den her nye frihandelsaftale med EU, siger Christian Dons Christensen