Ekspert om Nordkorea og Malaysia: En diplomatisk krise, når den er højest

Nordkorea og Malaysia står i en alvorlig diplomatisk strid og har forbudt hinandens statsborgere at rejse ud.

Inden krisen mellem Malaysia og Nordkorea havde de to lande relativt tætte relationer, siger ekspert i østasiatisk politik. (Foto: © ED JONES, Scanpix)

Mens Donald Trump i går underskrev endnu et indrejseforbud, gjorde nordkoreanerne på den anden side af jorden det stik modsatte. De udstedte et udrejseforbud, der forbyder malaysiske statsborgere at forlade det nordkoreanske diktatur.

Siden har de malaysiske myndigheder forbudt nordkoreanere at forlade Malaysia, indtil landet har fået overblik over efterforskningen af mordet på Kim Jong-nam, halvbroren til Nordkoreas leder, som blev dræbt i en malaysisk lufthavn.

- Det ender med en varig forværring af forholdet mellem Malaysia og Nordkorea. Det er svært at se, hvordan det kan løse sig på kort sigt, siger Camilla Nørup Sørensen, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet med speciale i østasiatisk sikkerhedspolitik.

- Det er jo ikke holdbart, at de ikke lader hinandens folk rejse ud. Der vil formentlig ske et brud i de diplomatiske relationer, siger hun.

Camilla Nørup Sørensen husker ingen fortilfælde af den type diplomatiske stridigheder, som Malaysia og Nordkorea står midt i. Ifølge hende er det mere almindeligt, at man enten nægter folk at rejse ind i sit land, eller at man udviser diplomater.

- Det er jo nærmest at holde hinandens statsborgere som gidsler i en diplomatisk strid, siger Camilla Nørup Sørensen.

De to lande har allerede gjort brug af de "almindelige" diplomatiske våben.

Malaysia har udvist Nordkoreas ambassadør i landet og gav ham 48 timer til at rejse hjem, og den malaysiske ambassadør er også blevet kaldt hjem.

Nordkorea gør gengæld

Nordkoreanerne insisterer på, at de intet har med drabet på Kim Jong-nam at gøre, og derfor ser de det ifølge Camilla Nørup Sørensen som uhørt, at Malaysia på den måde begynder at holde på deres statsborgere.

- Fra Malaysias side kan man sige, at det faktisk kan være led i efterforskningen af mordet, fordi de er bange for, at nogen af dem, der kan medvirke til opklaringen, rejser ud, siger hun.

Hvis udrejseforbuddet fortsætter længe nok, vil der komme et stort international pres, så situationen bliver løst, vurderer hun.

- Det er en diplomatisk krise, når den er højest. Det tankevækkende er, at Malaysia inden det her var et af de få lande, der havde relativt gode diplomatiske forbindelser til Nordkorea. Det var et populært sted for nordkoreanerne at rejse hen, og der var okay økonomiske relationer, siger Camilla Nørup Sørensen.