Nordkorea og Malaysia vil ikke lade hinandens statsborgere rejse ud

Mens Nordkorea forbyder malaysiske statsborgere at rejse ud af landet, må nordkoreanske statsborgere ikke forlade Malaysia.

Den diplomatiske krise mellem Nordkorea og Malaysia er opstået, efter Kim Jong-uns halvbror blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn i februar. (Foto: © ED JONES, Scanpix)

Den bitre diplomatiske strid mellem Nordkorea og Malaysia er spidset yderligere til.

Nordkorea har nu forbudt malaysiske statsborgere at rejse ud af landet, oplyser det nordkoreanske statsmedie, KCNA.

Krisen er blevet udløst af giftdrabet på den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror, Kim Jong-nam, i en malaysisk lufthavn, og det er også denne episode, som Nordkorea begrunder udrejseforbuddet med.

- Alle malaysiske statsborgere i Nordkorea vil blive midlertidigt forhindret i at rejse ud af landet, indtil episoden i den malaysiske lufthavn er tilstrækkelig udredt, lyder det i en melding på KCNA, der citerer det nordkoreanske udenrigsministerium.

Ministeriet har ifølge KCNA informeret den malaysiske ambassade i Pyongyang om baggrunden for forbuddet.

Ved samme lejlighed har styret anmodet om, at sagen omkring drabet på Kim Jong-nam bliver håndteret hurtigt og retfærdigt, så de to lande igen kan genoptage de diplomatiske forbindelser, lyder det.

Meldingen fra Nordkorea kommer umiddelbart, efter at den nationale politichef i Malaysia udtalte, at de nordkoreanske myndigheder nægter at samarbejde i efterforskningen af drabet

I samme forbindelse sagde politichefen, at tre nordkoreanske statsborgere, som politiet eftersøger, tilsyneladende gemmer sig på den nordkoreanske ambassade i Kuala Lumpur.

- Hvor meget længere har de tænkt sig at gemme sig på ambassaden? Det er et spørgsmål om tid, før de kommer ud, siger Khalid Abu Bakar under en pressebriefing tirsdag ifølge Reuters.

Malaysisk politi står vagt ved indgangen til Nordkoreas ambassade i Kuala Lumpur. (Foto: © MOHD RASFAN, Scanpix)

Malaysias premierminister, Najib Razak, oplyser ifølge Reuters tidligt tirsdag morgen dansk tid, at malaysisk politi har fået instrukser om ikke at lade nogen nordkoreanere forlade landet. Malaysia har også afspærret den nordkoreanske ambassade i landet.

- Ingen embedsmænd eller ansatte ved ambassaden må forlade landet, lyder det ifølge Ritzau i en erklæring fra det malaysiske indenrigsministerium.

Premierminister Najib Razak oplyser ifølge Reuters, at han har indkaldt til krisemøde i landet nationale sikkerhedsråd.

Det er ikke mere end et par dage siden, at det malaysiske udenrigsministerium oplyste, at Malaysia udviste Nordkoreas ambassadør i landet og gav ham 48 timer til at rejse hjem.

Her ses Nordkoreas ambassadør i Malaysia, Kang Chol, i Beijing Lufthavn efter udvisningen fra Malaysia. Ambassadøren er manden i midten af billedet. (Foto: © GREG BAKER, Scanpix)

/DR Nyheder/