Ekspert om forbud mod computere i fly: Det kan de ikke mene alvorligt

Forbuddet kan kun håndhæves, hvis alt håndbagage tjekkes manuelt, og det er urealistisk, siger ekspert.

I dag bliver alt håndbagage gennemlyst, men indholdet tages kun i enkelte tilfælde ud til et manuelt tjek. (Foto: © Lea Meilandt Mathiesen, Scanpix)

- Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det her kan øge sikkerheden, når man flyver.

Sådan siger Christian W. Probst, forsker i sikkerhed af computersystemer og organisationer på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), efter at USA og Storbritannien har indført et forbud mod bærbare computere og tablets i kabinen på passagerfly fra otte lande i Mellemøsten og Nordafrika.

US Transportation Safety Administration (TSA) sagde på en pressekonference i mandags, at eksplosiver kan skjules i elektroniske apparater, og at forbuddets formål er at forhindre terrorangreb.

Ifølge Christian W. Probst er problemet, at man kun kan forhindre folk i at medbringe computere og tablets, hvis hver enkel persons håndbagage bliver tjekket manuelt. Et manuelt tjek betyder, at tingene i håndbagagen skal gennemgås én for én af sikkerhedspersonalet.

- Det har jeg meget svært at forestille mig, at de kan gennemføre, siger han.

Forbuddet gælder ifølge The Guardian otte lufthavne - blandt andet i Dubai og Istanbul.

I dag bliver alt håndbagage gennemlyst, men indholdet tages kun i enkelte tilfælde ud til et manuelt tjek.

Eksplosiver kan også være i tykke bøger

Som passager bliver man mødt af en række sikkerhedsregler, når man flyver. Blandt andet må man ikke have sin telefon tændt under start og landing, og man må kun have en begrænset mængde væsker med i sin håndbagage.

Og ifølge Christian W. Probst er det bare nogle af de eksempler på krav, som er svære at håndhæve for sikkerhedspersonalet i lufthavnene. Men eksplosiver kan ligeså godt være skjult i eksempelvis en tyk bog.

- Så skal de åbne alle bøger i folks håndbagage. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan de kan mene det her alvorligt, siger forskeren.

Hos nogle flyselskaber har det været forbudt at medbringe smartphonen Samsung Galaxy Note 7, fordi der har været tilfælde, hvor denne type telefon pludselig er brudt ud i brand.

Det er ifølge Christian W. Probst et eksempel på, hvordan man forbyder ting uden at tænke over, hvordan det egentlig virker i praksis.

- Hvis nogen havde sådan en telefon, men ikke var ærlige nok til at aflevere den, kunne de bare tage den med, for man tjekker ikke, hvilken telefon folk har, siger han.