En langvarig indespærring langt inde i en oversvømmet grotte er overstået for de 12 drenge og deres fodboldtræner, som har været fanget i Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand i mere end to uger.
Alle er reddet ud og befinder sig på hospitalet i Chiang Rai.
Men hvordan vil drengene egentlig reagere, efter det de har oplevet? Og hvordan kommer de videre med deres liv, når de kommer hjem til deres familier igen?
Det har DR spurgt Ea Suzanne Akasha, som er psykosocial nødhjælpsarbejder i Røde Kors, om.
Hendes opfordring er klar: Drengene skal tilbage til en hverdag med faste rutiner som at gå i skole og til fodbold. Og det skal foregå uden verdens bevågning. Den voldsomme eksponering i medierne, som drengene har oplevet, kommer dem ikke til gode, når de skal bearbejde oplevelserne, lyder det fra Ea Suzanne Akasha.
Pigen fra Vietnamkrigen
- En meget interessant case er den lille pige, der løb på vejen med napalm på kroppen under Vietnamkrigen. Flere år senere sagde hun, at det mest forfærdelige var, at hun blev ved med at se det billede af sig selv i medierne, siger hun.
- Drengene skal skærmes og føle sig sikre – vi skal som verdenssamfund ikke hænge om dem hele tiden.
Og netop der kommer drengens forældre til at spille en stor og vigtig rolle.
- Når vi arbejder i store katastrofer med børn, så er det ikke kun en indsats for børnene – det er en indsats for hele familien og hele lokalsamfundet, for krisen rammer ikke kun den enkelte. I dette tilfælde rammer krisen også den skole, drengene går på, landsbyen og lokalsamfundet, siger Ea Suzanne Akasha.
Forældre skal bevare fatningen
Derfor håber hun også, at drengens forældre er blevet forberedt på, hvad der sker, når man sidder indespærret. På den måde kan de nemlig støtte børnene, når de er udskrevet fra hospitalet.
- Forældrene skal bevare fatningen. De må ikke blive for emotionelt overstyrede, for de skal kunne rumme, at børnene kan få reaktioner, siger hun.
Hvordan børnene vil reagere efter indespærringen er der ikke et enkelt entydigt på – for der er ingen standardreaktioner på krise.
Minder og mareridt
- Reaktioner er lige så forskellige som mennesker. De afhænger af baggrund og hvilke ressourcer, man har. Men de skal vide, hvad de skal gøre, hvis de får mareridt, og de skal vide, hvad de kan gøre, når de får tanker og minder og berolige sig selv, siger Ea Suzanne Akasha.
- Det, som de har været igennem er vildt svært, vild kompliceret og vildt udfordrende. Mange dage har de slet ikke vidst, hvad der skulle ske med dem. Men de fleste af os kan gennemleve svære ting og få et normalt liv igen. Nogle bliver endda styrket af at have gennemlevet noget svært, fordi de kunne samarbejde og overleve.
Klinisk psykolog Aurora Veber, der har speciale i krisepsykologi og erfaring med behandling af folk, som har været isoleret mod deres vilje, forklarer, at det vil være blandede følelser, der følger med så voldsom en oplevelse.
- Folk, der har oplevet noget i retning af drengenes indespærring, har flere forskellige følelser, som de tumler rundt imellem, når de kommer ud. De føler både lettelse og fortrydelse, og så tænker de meget over, hvor galt det kunne have gået. Tanken om, at det her, det kunne jeg have været død af, det sætter jo en skræk i livet på hvem som helst, siger hun.
Vil have brug for at trække sig
Suzanne Akasha påpeger, at omgivelserne nu skal være meget opmærksomme på drengenes adfærd – men man skal ikke udfritte dem om deres oplevelser.
I stedet skal omgivelserne acceptere, at drengene på nogen tidspunkter vil opføre sig helt normalt og på andre tidspunkter vil have brug for at trække sig og reflektere.
- Men forældrene skal være til rådighed, og derfor er det meget vigtigt, at de lærer at håndtere deres egen uro og bekymringer.