Skaberen af internetforummet 8chan, Fredrick Brennan, opfordrer den nuværende administrator, Jim Watkins, til at lukke internetsiden ned.
Det sker efter meldinger om, at den formodede gerningsmand fra lørdagens skyderi lagde sit manifest op på siden minutter før, at han begyndte at skyde ved et indkøbscenter i El Paso, Texas. 20 mennesker mistede livet.
Brennan har udtalt til New York Times, at 'siden gør ikke verden noget godt. Ingen får noget godt ud af 8chan'.
Skyderiet i El Paso er det tredje skyderi i år, som sættes i forbindelse med 8chan. Både drabsmanden fra moskéangrebet i Christchurch i New Zealand og et angreb på en amerikansk synagoge var på 8chan.
Fællesskabet bliver beskyldt for at idolisere skytterne og medvirke til, at medlemmerne bliver radikaliserede. Dette sker ved opslag i fællesskabet, som virker designet til at gå viralt på grund af ekstremistiske holdninger.
Lukning af sikkerhedsnet
Efter lørdagens skyderier har flere kritikere gået til Cloudfare, som står for sikkerheden på 8chan.
Her har de forlangt, at siden lukkes ned. Ansvarshavende chef hos Cloudfare, Matthew Prince, har besluttet sig for at lukke for 8chans sikkerhed, siger han til New York Times:
- Vi har set et mønster, hvor dette lovløse fællesskab har demonstreret dets evne til at skabe skade, siger han.
Den manglende sikkerhed gør hjemmesiden sårbar overfor hackerangreb, hvilket har lukket hjemmesiden i dag. Det ser dog ikke ud til, at lukningen er permanent.
På en 8chan-administrators twitterprofil er genåbningen af siden annonceret.
Watkins har valgt ikke at udtale sig efter opfordringen til lukning af hjemmesiden, men i aftes dukkede et banner op på siden, hvor der stod: 'Velkommen til 8chan. De mørkeste afkroge af internettet'.
Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at 'Gamergate' var et spil. Dette er ikke korrekt. 'Gamergate' beskriver derimod et forløb, hvor kvinder i spilbranchen blev udsat for voldtægts- og dødstrusler, efter de kritiserede, hvordan spilindustrien fremstiller kvinder. Dr.dk beklager fejlen.