Myndighederne i Texas efterforsker masseskyderi som terror

Gårsdagens masseskyderi i El Paso i Texas kostede 20 mennesker livet.

20 blev dræbt og 26 blev såret ved gårdagens masseskyderi i El Paso i Texas. (Foto: © MARIO TAMA, Scanpix)

Masseskyderiet, som i går kostede 20 mennesker livet i El Paso i den amerikanske delstat Texas, efterforskes nu som en terrorsag.

Det siger John Bash, der er statsanklager i Western District of Texas, på et pressemøde søndag aften dansk tid.

Tidligere i dag kom det frem, at skyderiet menes at være begået af en 21-årig, hvid amerikaner, som udførte angrebet som en hadforbrydelse målrettet latinamerikanere i USA.

For kort tid siden kom det også frem, at anklagemyndigheden i Texas vil gå efter at få gerningsmanden idømt dødsstraf.

Det oplyser anklagemyndigheden ifølge Ritzau.

- Statens tiltale lyder på overlagt drab, og det vil sige, at han kan idømmes dødsstraf. Vi vil gå efter dødsstraf, siger anklager Jaime Esparza på en pressekonference, beretter Ritzau.

Mistanken om en hadforbrydelse skyldes, at der kort efter skyderiet blev fundet et manifest på internettet, der menes at være skrevet af gerningsmanden.

Dokumentet taler angiveligt om at stoppe 'invasionen af folk fra Mellem – og Sydamerika'.

Politichefen i El Paso, Greg Allen, sagde allerede i går på et pressemøde:

- Vi har et manifest, der indikerer, at gerningsmanden har forbindelse til en potentiel hadforbrydelse.

Det fire sider lange dokument understøtter tilsyneladende såkaldt 'hvid nationalisme' og racistiske synspunkter.

Politiet efterforsker nu, om den formodede gerningsmand skrev teksten.

Sætter gang i racisme-debat

Angrebet i Texas i går fandt sted ved en Walmart-forretning i byen El Paso i den amerikanske stat Texas.

Grænsebyen, som ligger få kilometer fra grænsen til Mexico, er hjem for mere end 600.000 mennesker, hvoraf de fleste har rødder i Latinamerika.

Flere fremtrædende demokrater, der kæmper om at blive partiets præsidentkandidat ved valget i 2020, har langet ud efter præsident Trump og beskyldt ham for at opildne til fremmedhad.

Herunder Beto O'Rourke, der beskylder præsidenten for at være hvid nationalist og for at styrke åben racisme i USA.

Præsidenten har fordømt angrebene, som han kalder "hadefulde og feje" handlinger og bedt om, at alle offentlige bygninger flager på halvt frem til torsdag.

- Vi deler smerten og lidelsen med alle, der er ramt af disse to meningsløse angreb, lyder det i en udtalelse fra præsidenten, skriver CNN.

To masseskyderier på under et døgn

Blot 13 timer efter angrebet i El Paso blev USA ramt af et nyt masseskyderi, da en tungt bevæbnet gerningsmand på mindre end et minut dræbte ni mennesker og sårede 26 i byen Dayton i delstaten Ohio, før han selv blev dræbt af politifolk, der befandt sig i nærheden.

Han blev for kort tid siden identificeret af myndighederne som en 24-årig mand, mens navnene på de ni ofre også blev frigivet. Her kom det frem, at gerningsmandens 22-årige søster er blandt de dræbte.

Myndighederne vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om gerningsmandens motiver.

Dødstallet ved de to angreb kan stige, da flere ofre er i kritisk tilstand.