Flere russiske missiler ramte i dag et otteetagers lejlighedskompleks i den ukrainske by Tjernihiv, der ligger tæt på grænsen til Rusland og Belarus.
Indtil videre meldes der om 13 dræbte og mindst 60 sårede, ifølge ukrainske myndigheder.
Tabstallet kan blive større, lyder det fra Brita Kvist, DR's udsendte reporter i Kyiv.
- Det er et meget voldsomt angreb med et højt tabstal. Billeder viser, hvordan bygningerne er blevet flået op af missilerne, og der er sammenstyrtninger, fortæller Brita Kvist
Der er kun omkring 100 kilometer fra byen Tjernihiv til den russiske grænse. Det er altså en region, hvor der er meget kort reaktionstid for de civile.
- Når et missiler flyver mere end 2 kilometer i sekundet, er der ikke meget tid at reagere i. Regionen har været udsat for flere store angreb i krigen, fortæller Brita Kvist.
Ukrainerne manglede "tilstrækkeligt" luftforsvar til at afværge angrebet på Tjernihiv. Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på sociale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Det her ville ikke være sket, hvis Ukraine havde modtaget tilstrækkeligt materiel til luftforsvar. Og hvis verden var tilstrækkeligt besluttet på at modgå Ruslands terror, siger han.
Ukraine har flere gange rejst behovet for mere luftforsvar overfor sine allierede i Vesten.
Rusland har over de seneste uger øget sine angreb på ukrainsk infrastruktur, blandt andet energinettet, og har afvist at gå målrettet efter civile.
Ifølge den ukrainske borgmester Oleksandr Lomako ramte missilerne et "tætbefolket område" omkring klokken 09.00 lokal tid - klokken 08.00 dansk tid.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Desværre fortsætter Rusland med at deltage i terroraktiviteter mod civile og civil infrastruktur. Det bliver vi igen bekræftet i med dette angreb på Tjernihiv, siger Lomako til ukrainsk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.