Efter #Panamapapers: Islands statsminister kæmper for sit politiske liv

Island holder vejret, mens statsminister Sigmundur Gunnlaugssons hopper fra møde til møde. På Facebook truer han med at udskrive valg.

Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, under et møde i parlamentet i går, hvor han blev udfrittet oplysningerne om hans kones skattelyselskab. (Foto: © HALLDOR KOLBEINS, Scanpix)

Folket leverede et sandt brøl foran det islandske parlament, Althing, i går, da op mod 22.000 personer gik på gaden i protest mod statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson og hans kones penge i skattely.

I dag fortsætter det politiske pres mod hans person. Oppositionen i parlamentet har fremsat et mistillidsvotum, og finansminister Bjarni Benediktsson kan efter et møde med statsministeren endnu ikke give ham sin fulde støtte.

Bjarni Benediktsson er leder af det borgerlige parti Selvstændighedspartiet, mens Gunnlaugsson er formand for Fremskridtspartiet. De to partier danner regering i Island.

- For kort tid siden har statsministeren skrevet på Facebook, at han er klar til at bryde med sin koalitionspartner, hvis det ikke støtter ham, siger Sabrina Møller Bøjsen, DR's udsendte reporter i Island.

Hun fortæller også, at Benediktsson forbehold for at erklære sin støtte til statsministeren klinger lidt hult hos flere journalister, hun har talt med, fordi finansministeren selv er nævnt i det massive skattelæk, #Panamapapers.

Statsministeren og finansministeren er begge indkaldt til møde i præsidentboligen, hvor de netop nu står skoleret for præsident Ólafur Ragnar Grímsson, der har afbrudt en rejse på grund af den politiske krise.

En præsident har ikke tidligere afsat en statsminister, derfor er der usikkerhed i islandske medier om, hvorvidt han har bemyndigelse til at udskrive valg.

- Alle møder er suspenderede i parlamentet, og der er stor diskussion om, hvilke forfatningsmæssige muligheder, der er i denne situation, siger Sabrina Møller Bøjsen.