Gerningsmænd har angrebet og såret adskillige udlændinge nær Kølns hovedbanegård søndag aften.
Det oplyser Kølns politi i en pressemeddelelse.
Angrebene sker, efter over 500 kvinder har indgivet anmeldelser om tyverier og seksuelle overgreb nytårsaften i samme område af byen.
Søndagens overfald blev ifølge politiet begået af en gruppe af mænd på mellem fem og 20 personer, der "bevidst søgte provokationer".
Ved 18.30-tiden overfaldt en større gruppe mænd seks pakistanske statsborgere, og kort tid efter gik en mindre gruppe løs på en mand af syrisk oprindelse.
To personer blev bragt til et nærliggende hospital, men er begge blevet udskrevet igen. Politiet har afhørt omkring 100 personer i sagen, to personer er fortsat i politiets varetægt.
Ifølge den tyske tabloidavis Express var angrebene arrangeret over Facebook af en gruppe rockere og hooligans.
Dette er dog ikke bekræftet fra officielt hold, ligesom der heller ikke er nogen udmelding fra Kølns politi om, hvorvidt angrebene var motiveret af fremmedhad.
Ifølge indenrigsminister i Nordrhein-Westfalen, Ralf Jaeger, peger alle beviser på, at stort set alle overgrebene nytårsnat blev begået af "personer med migrationsbaggrund".
Lørdag måtte politiet opløse en demonstration, som var arrangeret af den højreorienterede, indvandrerkristiske bevægelse Pegida.
Baggrunden for demonstrationen var masseovergrebene nytårsnat.