Politiet har tilbageholdt seks mænd efter et voldsomt angreb mod demonstranter og andre ved en metrostation i Hongkong.
Det siger Chan Tin-chu, en højtstående ansat ved Hongkongs politi.
Han oplyser, at mændene er mellem 24 og 54 år. Nogle af dem har angiveligt tilknytning til de såkaldte triader, som er mafialignende kinesiske bander.
- Nogle af dem har triadebaggrund. Jeg tror, at flere vil blive tilbageholdt snart. Politiet tolererer ikke nogen form for vold, siger Chan Tin-chu.
Det var angiveligt en gruppe personer klædt i hvidt, der med metalrør og træpæle gik til angreb mod demonstranter og andre ved en metrostation i Yuen Long i Hongkong. 45 blev såret - heraf én kritisk.
Hongkongs politi tilføjer, at motivet bag angrebet fortsat efterforskes.
En måneds kæmpe-protester
Massive protester har præget Hongkong siden begyndelsen af juni.
Her gik hundredtusindvis af borgere på gaden for at demonstrere mod et kontroversielt lovforslag, der ville gøre det muligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina. Lovforslaget er siden blevet suspenderet.
Demonstrationerne er dog fortsat i Hongkong, hvor indbyggerne kritiserer en stigende kinesisk indflydelse i regionen.
Den tidligere britiske kronkoloni Hongkong har siden 1997 hørt under Kina, men der er delvist selvstyre efter devisen "ét land, to systemer" - underforstået at Hongkong skal være demokratisk.
Politiet i Hongkong er blevet kritiseret for ikke at slå hårdt nok ned på angreb mod de demonstranter, der har været på gaden.
Regionens leder, Carrie Lam, afviser kritikken. Hun siger, at politiet er presset til det yderste for at holde styr på protesterne.
/ritzau/