Dyr, ældre og ikke-stemmere - Hollandsk valgkamp med rekordmange partier

Når hollænderne går til valg onsdag, kan de vælge mellem rekordmange partier. Og det kan være en udfordring.

På onsdag skal hollænderne til valg. Valget af de mange partier skaber tvivl blandt vælgerne. (Foto: © Emmanuel Dunand, AFP or licensors)

Dyrepartiet, partiet for folk over 50, partiet for de, der ikke stemmer.

Det er bare et par af de mindste partier, der står på stemmesedlerne her i Holland på onsdag. I alt kan hollænderne stemme på 28 partier. En rekord. Men…

— Det er ret forvirrende, sukker Fehri Ozoduru.

Og sådan lyder dommen fra størstedelen af de hollændere, DR har mødt på gaden i Amsterdam.

De færreste har overblik over, hvad samtlige partier står for.

— Nej, da. Der er alt for mange partier, siger Fahri Ozuduru med et smil.

— Absolut ikke. Jeg kan ikke sige, hvad alle partierne vil, siger Oliver Verwerda.

De mange partier får Hollændere til at tvivle

Og op til trekvart af de hollandske vælgerne tvivler stadig, viser en måling.

— De mange partier gør det sværere at vælge, siger Rogier van Tilburg.

— Folk kigger nok mest efter de partier, de kender, siger Iris Kisjes.

Hollænderne kan blandt andet finde hjælp til valget onsdag på en række hjemmesider, for eksempel de Stemwijzer, stemmeviseren, og de Kieswijzer, valgviseren.

Midt i forvirringen kan hollænderne få hjælp på intet mindre end 48 hjemmesider - her kan man på forskellige måder få et fingerpeg om, hvilket partis holdninger, man er tættest på. Hvis man altså kan vælge én af de 48 sider.