Der er endnu ikke sluppet nogle officielle oplysninger ud om den mand, som mandag kørte en lastbil ind i et julemarked i Berlin og slog mindst 12 personer ihjel.
Men ifølge DR’s Tysklands-korrespondent, Michael Reiter, skriver de lokale, tyske medier, at chaufføren var en pakistansk mand.
- Medierne siger samstemmende, at gerningsmanden er en pakistaner, der er kommet til Tyskland for cirka et år siden. Ifølge dagbladet Tagesspiegel har manden været kendt af politiet, men udelukkende for småkriminelle forbrydelser, siger Michael Reiter.
Ikke et trafikuheld
Angrebet fandt sted mandag aften, og den formodede gerningsmand blev efterfølgende anholdt.
Politiet i Berlin oplyste her til morgen, at det nu bliver efterforsket som et formodet terrorangreb.
- Politiet har afhørt den formodede gerningsmand i nat, men vi ved endnu ikke, hvad han har sagt. Jeg ved, at man har undersøgt gerningsstedet nærmere og har ledt efter bremsespor for at kunne vurdere, om chaufføren har prøvet at undgå at køre ind i folkemængden. Men nu ved man, at det var en forsætlig handling og ikke en trafikulykke, siger Michael Reiter.
Lastbilen havde polske plader, og politiet fandt en død mand med polsk statsborgerskab i bilen.
Ifølge Michael Reiter har den polske ejer af lastbilen her til morgen været ude at sige, at den mand, er normalt kører lastbilen, er hans fætter.
- Lastbilejeren er sikker på, at fætteren aldrig kunne finde på at køre bevidst ind i en folkemængde. Derfor mener ejeren, at familiemedlemmet er blevet bortført, og han har ikke haft kontakt til ham siden klokken 16.00 i går eftermiddags. Noget kunne derfor tyde på, at den døde person i lastbilen er fætteren, siger DR’s Tysklands-korrespondent.
Hør interview med lastbilejeren i videoen nederst i artiklen.