Udenrigsminister: Lastbilangreb i Berlin er ikke overraskende

Siden terrorangrebet i Nice har det stået klart, at det er ufatteligt nemt at forvolde stor skade med en lastbil, siger Anders Samuelsen.

Det er forfærdelige billeder, vi ser, og mine tanker går til det tyske folk, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Lastbilangrebet i Berlin, som indtil videre har kostet 12 personer livet, er i den grad forfærdeligt.

Men det er ikke overraskende, at det har fundet sted.

Det er meldingen fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), som på det kraftigste fordømmer angrebet på julemarkedet i den tyske hovedstad, der ligeledes har såret 48 personer.

- Det er forfærdelige billeder, vi ser, og mine tanker går til det tyske folk. Der er ingen – heller ikke i Tyskland – der er overraskede over, at det kan ske, siger han og fortsætter:

- Siden Nice-angrebet (hvor en lastbil kørte ind i en større menneskemængde på havnefronten og dræbte 85 personer, red.) har vi haft en bevidsthed om, at det både i teorien og i praksis er ufatteligt nemt at forvolde kæmpe stor skade. Det kræver, at man har adgang til en lastbil, som er et kæmpe stort transportmiddel. Det har også været situationen i Tyskland, hvor man mere har sagt når og ikke hvis, det sker.

Angrebet fandt sted mandag aften på et julemarked på Breitscheidplatz i den centrale del af den tyske hovedstad.

Ifølge politiet i Berlin efterforskes angrebet nu som formodet terror. Det er dog uvist, hvorfor det fandt sted, og hvem der stod bag.

Men ifølge den danske udenrigsminister vidner angrebet om ”en ny virkelighed i Europa, hvor mørke, mørke kræfter, der prøver at angribe vores frihed, livssyn og måde at være sammen på.”

Han understreger, at vi har et ”meget dygtigt politi og efterretningstjeneste” herhjemme, der konstant holder øje med, hvad der sker i forskellige miljøer.

- Det fortsætter selvfølgelig, og vi holder os løbende orienteret i sikkerhedsudvalget, siger Anders Samuelsen.

Se interview med udenrigsministeren i videoen øverst i artiklen.